Artificial Intelligence: AI (2001)

    I en fjern fremtid fremstilles en menneskelignende drengerobot, der kan kodes til at have rigtige menneskefølelser.


    I STEVEN SPIELBERGS ROSENRØDE UNIVERS

    Det er ganske vist: Steven Spielbergs "Artificial Intelligence: AI" er ikke Stanley Kubrick værdig. Kubrick rodede igennem dekader med et projekt baseret på en novelle af Brian Aldiss, og Kubrick og Spielberg havde en aftale om, at de skulle lave filmen sammen.

    Arven efter Kubrick
    Da Kubrick døde i 1999, blev Spielberg af Kubricks enke opfordret til at indspille filmen, og sådan blev det.

    I dag kan man således opleve Spielbergs fortolkning af novellen, og det er unægteligt en noget anderledes oplevelse, end hvis Kubrick havde levet til at indspille filmen.

    En drengerobot
    Et ægtepar er tæt ved at miste deres søn, men moderne teknologi giver dem en mulighed, de har svært ved at modstå. En drengerobot bliver fremstillet, et meget avanceret eksemplar, der kan kodes til at lære og nære menneskelige følelser.

    Meget livagtigt
    Robotten er så livagtig, at forældrene knytter nære bånd til den, men grumme robotmodstandere står i kø for at eliminere alle robotter, så drengerobotten må klare sig selv blandt sine egne på bedste vis.

    Amerikansk familiesyn
    "AI" er kendetegnet af Spielbergs karakteristisk amerikanske syn på familien og den nære kontakt til det venligtsindede fremmede. Vi så det i knap så slem udgave i E.T. (1982) og Close Encounters of the Third Kind (1977).

    Knus, kram & I love you
    Knus, kram, I love you, en tåre på kinden og masser af John Williams-filmmusik - så kender vi Steven Spielberg igen!

    Mislykket humor-forsøg
    "AI" er en meget lang og ikke videre imponerende saga fra en fremtidsverden. Spielberg forsøger uden det store held at føje humor til Hollywood-robotterne og deres omgivelser.

    Haley Joel Osmont spiller flot i den krævende hovedrolle, mens Jude Law drukner i effektmageriet.



    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2001, USA, Fantasi, Science Fiction, Drama, 140 min.

    Dansk titel: Artificial Intelligence: AI (A.I.)
    Instr: Steven Spielberg Prod: Bonnie Curtis, Kathleen Kennedy, Steven Spielberg Manus: Steven Spielberg, Ian Watson Baseret på: novelle af Brian Aldiss Foto: Janusz Kaminski Klip: Michael Kahn Mus: John Williams
    Priser
    • AAN - Bedste visuelle effekter
    • AAN - Bedste musik
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Law)
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste musik