The Great White Hype (1996)

    En uovervindelig sort bokser får uventet modstand fra en hvid dumnakke, der bliver blæst op i medierne.


    HOVEDLØS BOKSEKOMEDIE

    Man kan vælge at glæde sig over de små ting, bl.a. at man ikke behøver lægge krop til alle de "lige højre" og andre vilde slag, som bokserne i denne film sender af sted med deres polstrede handsker.

    Smertefuld oplevelse
    Beklageligvis befinder man sig imidlertid i den situation, at man som tilskuer lægger sanser til filmen, og det er en næsten ligeså smertefuld oplevelse!

    Dumper totalt
    Sjældent har man set så mange gode skuespillere samlet i et så mislykket forsøg på at agere morsomme. Filmen dumper fuldstændig - der er absolut ingenting til at holde trådene sammen.

    Misbrugt talent
    Samuel L. Jackson misbruger talentet på det skammeligste som den slesk-klamme boksepromotor, Fred Sultan, der har fået den glimrende idé, at hans sorte bokser, der har vundet mange kampe i træk på knock out, skal bokse mod dén mand, der slog ham i gulvet i amatørdagene.

    Under stort ståhej bliver den gamle rival hevet frem i lyset og pustet op i medierne. Peter Berg giver den hele armen som super-bøvet slagsbror, der agter at give alle $10 millioner til de hjemløse, hvis han altså vinder.

    Aldeles undergravet
    Filmen er professionel i sin teknik, men historien undergraver alle potentielt gode kræfter - med eftertryk.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1996, USA, Komedie, Sport, 96 min.

    Dansk titel: The Great White Hype
    Instr: Reginald Hudlin Prod: Fred Berner, Joshua Donen Manus: Tony Hendra, Ron Shelton Foto: Ronald Víctor Garcia Klip: Earl Watson Mus: Marcus Miller