The Old Man Who Read Love Stories (2001)

    En ældre mand lever alene i junglen, hvor han lærer sig selv at læse og hjælper med at slå en farlig leopard ihjel.


    SÆR FREDSOMMELIG HISTORIE

    Her er alle tiders chance for at opleve Richard Dreyfuss med en charmerende/øretæveindbydende sydamerikansk dialekt i denne films hyggelige hovedrolle som eneboeren, Antonio Bolivar.

    Dramatik i landsbymiljøet
    Bolivar er netop i færd med at lære at læse. Det går lidt trægt men fremad. Imens opstår der dramatik i landsbymiljøet og junglen omkring ham: En pelsjæger findes død, tydeligvis dræbt af en arrig leopard. Nu vil områdets borgmester for enhver pris have bæstet slået ihjel, og det skal Bolivar hjælpe med.

    Atypisk film
    Man er her vidne til en særdeles atypisk film, der bevæger sig endog meget langsomt frem i en lettere gumpetung men charmerende historie. Richard Dreyfuss stjæler ganske store dele af billedet, men der er også levnet plads til naturen.

    I balance med sig selv
    Filmen kredser nemlig meget om naturen og den enlige mands forhold til den. Han er ét med junglen og i balance med sig selv.

    Kildevand & kærlighedromaner
    Mest af alt er filmen en beskrivelse af, hvor fredeligt livet kan leves, hvis man isolerer sig og fravælger stress og jag. Det kan lade sig gøre at leve af kildevand og kærlighedsromaner. Åbenbart.

    Fat i noget af det rigtige
    Richard Dreyfuss har fat i noget af det rigtige i sin solide præstation, men der er stadig langt til det imponerende skuespil. Timothy Spall er underholdende som frastødende borgmester, mens alle med tandlægeskræk vil løbe skrigende bort, når de præsenteres for Hugo Weavings overbevisende tandudtrækningsmetoder.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2001, Holland, Frankrig, Spanien, Australien, Drama, Eventyr, 110 min.

    Dansk titel: Den Gamle mand der læste kærlighedsromaner
    Instr: Rolf de Heer Prod: Julie Ryan, Michelle de Broca Manus: Rolf de Heer Baseret på: roman af Luis Sepúlveda Foto: Denis Lenoir Klip: Tania Nehme Mus: Graham Tardif