The Horse Whisperer (1998)

    En desperat kvinde og hendes datter må opsøge en hesteekspert, efter at datterens hest er blevet vild og gal ovenpå et styrt.


    SENTIMENTALROMANTIK I BJERGLANDSKABET

    Robert Redford har skaffet sig selv en ideel rolle i denne grænsende-til-det-slibrigt-sentimentale-kærlighedsfilm. Han spiller den hestekloge bjergmand, Tom Booker, der mod sin vilje presses til at hjælpe mor og datter MacLean.

    Et ubehageligt styrt
    MacLean er kørt med hesteslæb tværs gennem USA for at få Tom Bookers hjælp med en hest, der er blevet vild og uregerlig efter et ubehageligt styrt. Ved selvsamme styrt måtte datteren af med et ben.

    Underliv i selvsving
    Skæben vil, at Tom Bookers charme sætter den stressede bykvindes underliv i selvsving, og så er fanden løs! Særligt da farmand Robert er på vej på uanmeldt besøg.

    Flot kameraarbejde
    "The Horse Whisperer" vinder først og fremmest på sit meget flotte kameraarbejde. Filmen er ganske enkelt forbilledligt fotograferet af Robert Richardson - og i det hele taget meget delikat visuelt stykket sammen. Dette skyldes ikke mindst flotte location i et betagende bjerglandskab.

    Forudsigeligheden belaster
    Skuespillet bærer præg af det forudsigelige niveau, som belaster hele historien. Får de mon hinanden, og kommer pigen med det amputerede ben til at ridde igen?

    3 timer uden kedsomhed
    På trods af næsten tre timers spilletid og en lidt for klæbrig historie, skal Robert Redford dog have ros for at holde fortællingen kørende, uden at man reelt kommer til at kede sig - et sikkert tegn på, at der står professionelle hænder bag.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1998, USA, Romantik, Drama, Western, Teenagere, 169 min.

    Dansk titel: Hestehviskeren
    Instr: Robert Redford Prod: Patrick Markey, Robert Redford Manus: Eric Roth, Richard LaGravanese Baseret på: roman af Nick Evans Foto: Robert Richardson Klip: Hank Corwin, Freeman A. Davies, Tom Rolf Mus: Thomas Newman
    Priser
    • AAN - Bedste originale sang ("A Soft Place to Fall")
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktør