Umberto D. (1952)

    En pensioneret ældre herre helt uden netværk må kæmpe en hård kamp for at kunne betale sin husleje, ellers bliver han smidt på porten.


    I FØLELSERNES CENTRUM

    Der må findes en gud også for film.. Og i givet fald er "Umberto D." et af denne guds få vidundere. Hvor mange der er af slagsen i filmhistorien er uvist, men det er stadig de ganske få film, der finder vej helt til toppen.
     

    Et vakuum af ensomhed

    Vittorio De Sica har iscenesat denne uforglemmelige film, der bevæger så dybt, at det ikke lader sig gøre at genfortælle i ord. Historien om den pensionerede Umberto Domenico Ferrari (Carlo Battisti), der bevæger sig rundt i ét stort vakuum af ensomhed og meningsløshed i evig jagt efter af skrabe penge sammen til sin sure udlejer, er voldsomt gribende.
     

    Samme lille lejlighed i 30 år

    Umberto har boet i sin lille lejlighed gennem de sidste tredive år. Nu er han ikke længere en sikker indtjeningskilde for udlejeren - en hysterisk selvglad overklasse-sangerinde med en hel kø af mænd efter sig.
     

    Selvmordstanker & dårlig samvittighed

    Efterhånden som Umberto erfarer, at han er uønsket og ikke henter sympati fra ret mange kanter, beslutter han sig for at begå selvmord. Men dårlig samvittighed over for hans eneste tro følgesvend, gadekrydset Flike, sætter ham gentagne gange på andre tanker.
     

    Hårdt prøvet man

    En af ejendommens øvrige lejere, den unge Maria (Maria-Pia Casilio), er den eneste af kød og blod, der udviser oprigtige følelser over for den hårdt prøvede mand.

    Følelsernes centrum
    Filmen kan synes enkel på overfladen men er rent faktisk en kompleks og meget dyb historie, der skærer ind til benet og når følelsernes centrum med overrumplende virkning.
     

    Ingen sentimentalitet

    På intet tidspunkt bliver Vittorio De Sica sentimental i sin skildring af Umberto D. De følelser vi har som publikum er katartiske. Og man slipper aldrig Umberto D. igen - det er en film, man bærer med sig resten af livet.

    Nærværende skarphed
    Billedligt står filmen på et nærmest overmenneskeligt plan: enkelt og dog så perfektionistisk, stramt komponeret. Intet billede er overladt til tilfældighederne, og hvert enkelt lille fnug i kameraets linse bliver nærværende.
     

    Oprigtigt rørende

    Carlo Battisti, der ikke var uddannet skuespiller, gav med denne præstation filmhistorien en unik gave. Sjældent har man set et så oprigtigt rørende menneskeportræt på film. Musikken er brugt minimalistisk og yderst begrænset: på de helt rigtige steder træder tonerne ind og underbygger i det stille.



    Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1952, Italien, Drama, 91 min.

    Dansk titel: Umberto D.
    Instr: Vittorio De Sica Prod: Giuseppe Amato, Vittorio De Sica, Angelo Rizzoli Manus: Cesare Zavattini, Vittorio De Sica (ikke krediteret) Foto: Aldo Graziati Klip: Eraldo Da Roma Mus: Alessandro Cicognini
    Priser
    • AAN - Bedste manuskript
    • BD - Bedste europæiske film
    • CAN-N - Grand Prize of the Festival