The Last Emperor (1987)

    Kinas sidste kejser lever i uvidenhed bag de tykke mure til Den Forbudte By, mens Kina udenfor bliver en republik.


    TAM KINA-HISTORIE

    Den hæderkronede og ind imellem modige italienske instruktør Bernardo Bertolucci er skaberen af dette nærmest rabiat episke filmværk om kejserdømmets storhed og fald i Kina omkring 1910.

    Langt fra virkeligheden
    Linjerne er meget store, fortællestilen er malerisk og langstrakt med krydret Kina-agtig musik. Billederne er højdramatisk farvelagte fra det ultranære til det ekstreme totale. Denne stil gør filmen langt mere distanceret fra virkeligheden - og forstærker følelsen af at befinde sig i et fatalistisk teaterstykke.
     

    Strækker sig over 60 år

    Filmens historie strækker sig over godt 60 år, fra det herrens år 1908, hvor 3-årige Pu Yi krones som kejser af Kina, til et sted godt inde i 1960'erne, hvor en netop løsladt eks-kejser gennemlever sin tid bag de tykke mure, mens maoisterne demonstrerer for fuld kraft.

    En skånet kejser
    Historiens skæbne var hård ved barnekejseren, men han vidste det ikke: kun tre år efter hans kroning, faldt det korrupte imperialistiske system, og Kina blev en republik. For at skåne kejseren og klynge sig til fortiden ved at leve videre i en drømmeverden, undlader man at fortælle den opvoksende kejser sandheden.
     

    Kedsommeligt liv bag murene

    Det kedsommelige og ensformige liv bag murene fortsætter, til kejseren er godt oppe i teenageårene. Men på et tidspunkt indhenter den virkelige verden selv en isoleret verden i Den Forbudte By, og kejseren kommer ud på den anden side - kun for at blive fængslet og først løsladt efter 10 års fangenskab.

    Et liv på 160 minutter
    Det er et helt liv, der skal portrætteres på 160 minutter, og vi får bidder af de fleste facetter - men kejserens liv bliver i Bertoluccis fløde-kandiserede iscenesættelse aldrig andet end i bedste fald noteret.
     

    Højt belagt stil

    Der ligger ingen personliggørelse af kejseren i Bertoluccis valg og fravalg: filmens meget højt belagte stil og sminket-parfumerede udstråling finder ikke vej til nogle indre værdier i kejserens liv.

    Intet fænger
    Til en episk storfilm hører naturligvis en spilltid på næsten 3 timer, og det er sejt at sidde model til i dette tilfælde, hvor man har svært ved at blive fænget på både den visuelle og den mere personlige front.
     

    Masser af støj

    Stærkt dialektisk skuespil forvrænget til amerikaniseret engelsk skaber yderligere støj i det filmiske blandingsapparat og forstærker ikke just dén autenticitet, som man med rette kan efterlyse fra filmens første jammerligt spillede scene til den kejtede udtoning gennem en 80'er-megafon. Man spørger sig: hvor er Bertoluccis sans for detaljen blevet af? I "The Last Emperor" er det udelukkende overfladen og farvelæggelsen, der optager ham.



    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1987, Storbritannien, Italien, Kina, Frankrig, USA, Biografi, Drama, Historie, Børn på film, 160 min.

    Dansk titel: Den sidste kejser
    Instr: Bernardo Bertolucci Prod: Jeremy Thomas Manus: Bernardo Bertolucci, Mark Peploe Baseret på: Autobiografi af Henry Pu-yi Foto: Vittorio Storaro Klip: Gabriella Cristianai, Anthony Sloman Mus: David Byrne, Ryuichi Sakamoto, Cong Su
    Priser
    • AA - Bedste film
    • AA - Bedste instruktør
    • AA - Bedste manuskript
    • AA - Bedste fotografering
    • AA - Bedste scenografi
    • AA - Bedste kostumedesign
    • AA - Bedste lyd
    • AA - Bedste klipning
    • AA - Bedste musik
    • GG - Bedste instruktør
    • GG - Bedste manuskript
    • GG - Bedste musik
    • GG - Bedste film
    • GG-N - Bedste skuespiller (Lone)