Sorte kugler (2009)

    En hysterisk stresset og selvoptaget ejendomsmægler er tæt på at dø i en trafikulykke men får chancen på en slags mellemstation til døden for at vende tilbage til livet.


    SORT HUMOR UDEN KUGLER

    En af Danmarks velsagtens skæveste og mest finurlige stand-up-komikere, Anders Matthesen, debuterer her som instruktør med en sort komedie om død og selvoptagethed.

    Stedvis finurlig film
    Det er en stedvis finurlig film, men generelt må man erklære sig skuffet over det forudsigelige og egentligt dybt uoriginale manuskript, skrevet af Matthesen selv, der både er en repetition af uendeligt mange tidligere historier og i en kontekst uden skævhed og kant.

    Det kunne man ellers have forventet sig af en komiker af Matthesens kaliber, men det er som om, at han er gået efter den sikre skabelon og så har forsøgt sig med sære personer og one-liners for at spæde gryderetten op.

    Matthesen spiller hovedrollen som ejendomsmægleren Alex, der er en ubegribeligt kold skid med en hidtil uset grad af selvoptagethed. Han er konstant sur, bedrevidende og nedladende, og det går ud over alt fra kolleger, kunder, kæreste og sågar hans lille datter, som han afviser, når hun vil give ham et kys på kinden.

    Alex ser ikke selv, hvor han er på vej hen. Men da han en dag torpederer en rød Nissan Sunny med soltag, havner han på en slags mellemstation til døden, hvor han bliver udsat for en quiz, der kan bringe ham tilbage til livet, hvis han vel at mærke formår at forme sig i retning af et bedre menneske.

    Uklædelig zone
    Hermed bevæger vi os over i en zone, der ikke klæder filmen. Det kunne have været en gennemført iskold og sort humoristisk historie, der i stedet bliver til en slags overnaturlig fabel uden kugler.

    Fagterne udi denne gren af historien savner Matthesens normale skævhed og bliver i stedet til ofte platte jokes og usmagelige one-liners, hvor bl.a. ordet ”fisse” bruges et par gange, hvor det fiser til jorden med en fatal dårlig smag i munden.

    Stor svaghed
    Matthesen savner helt klart situationsfornemmelse i flere centrale scener, og det er manuskriptets helt store svaghed, ud over at filmen altså ikke burde blive denne eventyrfabel, men i stedet med stor fordel kunne have holdt sig på jorden, hvad der fungerer så aldeles glimrende i det første kvarter.

    Der er ikke tale om nogen krampelatterkomedie. Humoren er finurlig, fungerer bedst i starten, men er ellers underlagt den omtalte mangel på situationsfornemmelse.

    Det er næppe meningen, at den generelle stemning i filmen skal være nedtrykkende, men det er faktisk resultatet af store dele af historien, der bliver en knugende klam og fugtig næve i mellemgulvet som følge af Alex’ horrible liv.

    Ufrivilligt alvorligt
    Denne ufrivilligt alvorlige side af filmen er egentlig ret stærk, men spørgsmålet er, om filmens tilskuere ikke bare griner af det hele - det er jo en sjov mand, der laver fis med alvoren.

    Pudsige birollepræstationer sparker minimal ind i affæren. Helt overordnet savner filmen karakterspil og har ikke format til at brænde igennem alene på Matthesens konstruerede og ofte lange vitser.

    Filmen er her og der smurt med hip, moderne beatmusik, herunder Matthesens egen afsluttende titelsang.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018