Cidade dos homens (2007)

    En gruppe unge brasilianere fanges i blodige bandeopgør og har svært ved at vende tilbage til det almindelige liv, de gerne vil leve.


    UNG AFMAGT

    I Rios gader bliver der skudt med skarpt hver dag, især er opgør mellem bander et stort problem, og det forsøger "City of Men" at zoome ind på ved at skildre en række unge skæbner af hankøn, fanget mellem frihedstrang og hævntørst.

    Moderne ført kamera
    Horder af amatørskuespillere poserer for det moderne førte kamera, der fiser op og ned gennem smalle gyder og ud og ind mellem slum og slam.
     

    Fint indblik

    Det er i nogle henseender en interessant visuel rejse og mest af alt et fint indblik i den moderne sydamerikanske storby, men det centrale bandeopgørstema mangler saft og de mere personlige karakteristikker kraft, så rejsen gennem Rio bliver en noget skuffende affære.
     

    Identitet i hektisk storby

    To gode venner omkring de 18 år er centrale personer i historien. De kæmper begge for at forme en identitet i den hektiske storby og har begge lig i lasten. Men det bliver rigtigt slemt, da bandekrigen blusser op, og vennerne pludselig befinder sig på hver sin side af kampzonen.

    Uden nødvendig dybde
    Filmens styrke ligger primært i nærbilledet af den enkelte kæmpende unge mand, selvom historien ikke tillader den nødvendige dybde i karaktertegningerne. Men kameraet indfanger alligevel noget centralt i deres udtryk, og det er det kraftigste billede fra filmen, der lagres på nethinden.

    Skematisk plot
    Plottet er generelt for skematisk, og begivenhederne kan hverken trænge igennem eller overbevise, yderligere trukket i dyndet af de mange amatørskuespillere, der ikke yder filmen meget kunstnerisk hjælp. Styrken ligger helt og holdent i den visuelle præsentation af Rio, dens gyder og bjerge - og unge mænd i kamp.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2007, Brasilien, Krimi, Drama, Teenagere, 106 min.

    Dansk titel: City of men
    Instr: Paulo Morelli Prod: Andrea Barata Ribeiro, Bel Berlinck, Fernando Meirelles, Paulo Morelli Manus: Elena Soarez Foto: Adriano Goldman Klip: Daniel Rezende Mus: Antonio Pinto
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation