Skipper & Co. (1974)

    En dreng, en pensioneret skipper og to unge estiske mennesker på flugt mødes på en øde ø.


    HVOR KRAGERNE VENDER

    Bjarne Henning-Jensen slog med denne bøvs noget uheldigt på tromme for sidste gang som spillefilmsinstruktør.
     

    Hvor kragerne vender

    Vi er i mere end en forstand ude, hvor kragerne vender, og det bliver ikke nogen køn filmoplevelse; blot en lille mineralvandsbøvs.

    Er det en drøm?
    Det hele er sat lidt mystisk op. Er det en drøm? Hvor i landet er vi? Hvad er det for en hemmelighedsfuld ø, vore personer strander på?
     

    Sjælden Karl Stegger-hovedrolle

    Karl Stegger kan opleves i en af sine meget få hovedroller, hér som den pensionerede Skipper, der efter mange år på havet nu er indskrevet på et hjem sammen med alle landkrabberne. Stegger er sød og afdæmpet i rollen.
     

    11-årig som blind passager

    Skipper allierer sig med en 11-årig dreng, der sådan lidt umotiveret dumper ned i havnen, som blind passager på en tysk bådtransport. Drengen er blevet træt af forstadslivet og ønsker lidt spænding. Han og Skipper prutter nu af sted i en gammel båd og havner efter motorstop på en øde ø.
     

    Et umage venskab

    På øen møder de et ungt estisk par, der viser sig at være på flugt fra hjemlandet, og de fire bliver venner, inden deres veje igen må skilles.

    Ingen situationsfornemmelse
    Filmen lider under en fatal mangel på situationsfornemmelse. På intet tidspunkt er der hul igennem til budskabet, og begivenhederne er vokset sammen med et uforløst ønske om at skabe en alternativ historie; komplet med sporadisk fortællerstemme.

    Et hæderligt forsøg?
    Det er vel grundlæggende et hæderligt forsøg på at fortælle en anden form for børnefilm, men man skal jo også gerne som tilskuer være i stand til at leve sig ind i historien, og her falder "Skipper & Co." igennem.

    Mystificerende
    Oplevelsen er faktisk begrænset til en række noget grynede billeder af hav og kyst, lettere obskur og mystificerende musik og et fragmenteret skuespil.
     

    Svært at gennemskue

    Det er ikke let at gennemskue, hvor Henning-Jensen vil hen med sin film, men det er bestemt ikke et værdigt visitkort at afslutte en flot filmkarriere med. Filmen blev relativt pænt modtaget af pressen ved premieren, og man forstår jo godt, at den særlige fortællestil har været et kærkommet pust.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1974, Danmark, Drama, Børn på film, 81 min.

    Dansk titel: Skipper & Co.
    Instr: Bjarne Henning-Jensen Prod: Preben Philipsen Manus: Bjarne Henning-Jensen Foto: Dirk Brüel Klip: Bjarne Henning-Jensen Mus: Lars Henning-Jensen