88 Minutes (2007)

    En retspsykiater får en kedelig opringning, hvor beskeden er, at han har 88 minutter tilbage at leve i.


    THRILLER PÅ AUTOPILOT

    Instruktør Jon Avnet evner igen og igen at fabrikere tyndslidt gennemsnitlige film, der ikke levner så meget som et sekund til tilfældighederne, og som med højt budget og stjerneskuespillere får en helt ufortjent høj eksponering.

    I "88 minutes" spiller Al Pacino en retspsykiater, der netop har afsluttet en større sag. En massemorder er blevet dømt og venter nu på at modtage sin dødsstraf.

    Dameglad
    Retspsykiateren er glad for damer, og han har nok af dem. Hans seneste unge erobring serverer morgenkaffen i bar røv med sovekammerøjne, men idyllen bliver hurtigt ødelagt.

    En kopimorder har slået til, og retspsykiateren må tilbage til arbejdet. Men han får snart andet at tænke på, da en forvrænget stemme i den anden ende af røret siger "tik tak - du har nu 88 minutter tilbage at leve i". Herfra går det over stok og sten i forsøget på at få løst gåderne, før det er for sent.

    Man kan undre sig over, hvad der får Al Pacino til at sige ja til sådan en film. Omvendt havde filmen uden tvivl aldrig opnået sin popularitet uden den store stjerne i hovedrollen.

    Respektløst
    Grundlæggende behandler Jon Avnet sin publikum respektløst, idet han lader "filmelementerne" rase fra start til slut: fikst dominerende musik, saftig klipning og åleglat fotografering.

    Overfladisk og uinteressant
    Det er så overfladisk og uinteressant og oven i købet helt uden vilje til at forme bare den mindste smule kant eller overraskelse ud af historien.

    En stribe klamt detaljerede indblik i massemorderens arbejdsmetoder kunne vi godt have været foruden, selvom det vel er her, filmens eneste raffinement kan siges at opstå.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2007, USA, Tyskland, Canada, Thriller, Action, 108 min.

    Dansk titel: 88 Minutes
    Instr: Jon Avnet Prod: Jon Avnet, Randall Emmett, Avi Lerner, Gary Scott Thompson Manus: Gary Scott Thompson Foto: Denis Lenoir Klip: Peter Berger Mus: Edward Shearmur