Bal (2010)

    I en øde beliggende tyrkisk landsby er en lille dreng tæt knyttet til sin far. Da faderen en dag ikke kommer hjem, er det en stor sorg.


    LARMENDE TAVSHED

    Semih Kaplanoglus poetiske skildring af en lille drengs pagt med den vilde natur vandt fortjent hovedprisen ved filmfestivalen i Berlin.

    Poetisk perle
    Vi er vidner til en sjælden poetisk perle, en rejse dybt ind i sjælen - ikke alene hos en lille dreng - men også til kernen af selve eksistensen.

    Kærlige indblik
    "Bal" er en film, der fylder meget, men i yderst positiv forstand. Horisontudvidende, tankevækkende, dybt og oprigtigt serverer Kaplanoglus jordnære og kærlige indblik i et drengesind.

    Hjerterytme
    I filmens "larmende tavshed" finder vi direkte forbindelse mellem film og hjerterytme. Sjældent har man været vidne til en film med så betagende smukt og raffineret lydbillede.

    Befriet for musik
    På nær i en enkelt meget kort drømmescene er filmen fuldstændig befriet for underlægningsmusik. "Musikken" er den naturlige tavshed og naturens helt egne lyde, der er designet helt uden lyst til at imponere.

    I pagt med naturen
    På denne måde kommer vi helt tæt på naturen, på livet, på barnets drømme og hans pagt med naturen. Det er et både bevægende og perspektiverende møde.

    Drengen Yusuf er enebarn og lever dybt inde i den tyrkiske skov med sin mor og far. Han er særligt knyttet til faderen, der har lært ham grundigt op i naturens mange goder.

    I skolen har Yusuf svært ved at markere sig, og når han endelig bliver bedt om at læse op, kan han ikke finde ordene.

    En dag kommer faderen ikke hjem fra sin søgning efter honning, og til sidst beslutter Yusuf sig for at gå alene ind i skoven for at lede efter ham.

    Sammensmeltning
    Instruktørens store og dybt beundringsværdige bedrift er sammensmeltningen mellem far og søn, mellem dreng og natur, mellem film og publikum.

    Kaotisk begivenhedsløst
    Man bliver suget dybt ind i det kaotisk begivenhedsløse univers. Her er absolut ingen overflødig indpakning; til gengæld falder regnens dråber som var det på din egen kind, og vindens susen i træerne kan mærkes på din hud.

    Taktilt møde
    Dette helt og aldeles taktile møde med en film er sjældent og langt mere opruskende end både 3- og 4D tilsammen.

    Stærkt fund
    Bora Altas er et usædvanligt stærkt fund til den store børnehovedrolle. Igen må man rose instruktøren for sin tålmodighed og evne til at formidle den direkte linje dybt ind i skovens dybe stille ro til drengen.

    Aftegnet på nethinden
    Usædvanligt charmerende og fuld af udstråling står drengens udtryk aftegnet på nethinden længe efter den meget, meget smukke slutningsscene.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2010, Tyrkiet, Tyskland, Frankrig, Psykologisk drama, 103 min.

    Dansk titel: Honning
    Instr: Semih Kaplanoglu Prod: Semih Kaplanoglu Manus: Semih Kaplanoglu, Orcun Köksal Foto: Baris Ozbicer Klip: Ayhan Ergüsel, Suzan Hande Güneri, Semih Kaplanoglu
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BERLIN - Golden Berlin Bear
    • BERLIN - Prize of ecumenical jury