Tordenskjold gaar i Land (1942)

    Søhelten Peter Wessel, bedre kendt som Tordenskjold, går i land. Det skaber både glæde, men også ballade - ikke mindst mellem kvindfolkene.


    TEATRALSK OVERSTYRET

    Stor-teatralsk, komisk funderet krigstids-heltedyrkelses-epos signeret af den evigt vaklende instruktør, George Schnéevoigt. Denne stort opsatte biografiske film er frit digtet ind i en historisk kontekst med søhelten Peter Wessel som omdrejningspunkt.

     

    Kvindegymnastik i tankerne

    Da Hans Kurts Peter Tordenskjold Wessel går i land, har han et stort søslag i frisk erindring - og kvindegymnastik i tankerne. Uden at vide det slår han Karin Nellemoses grevinde i måsen på et værtshus - grevinden er nemlig gået undercover i en søgen efter lidt (erotisk) spænding.

     

    Gør sig bemærket

    Wessels landgang går altså ikke ubemærket hen, men det er først da han bliver påståelig omkring en rettergang, at Wessel rigtig træder i karakter og må spille flere roller for at gøre sig bemærket.

     

    Ikke kønt

    Lad det være sagt med det samme: Mødet med Schnéevoigts historiske stordrama er ikke kønt, og det bliver faktisk kun værre, efterhånden som intrigerne hober sig op. Spillet tangerer det krukkede, særligt er Hans Kurt ikke stærk, når han skal forstille sig - i den ellers helt igennem bærende hovedrolle.

     

    Små lommer af historisk friskhed

    Bevares, der er da små lommer af historisk friskhed undervejs, men generelt snubler de mange optrin over primitive kulisser og i alt for indstuderet "historisk" tale, hvor dialogen er grufuldt overtynget med ord som "koldsindig" og "bandsat".

     

    Ufrivilligt komisk

    Det er en væsentlig udfordring at holde interessen igennem halvanden time, når alvoren er ufrivilligt komisk og komikken ufrivilligt umorsom, men det er trods alt underholdende at følge de scenisk historiske udskejelser, når diverse små og store skuespillere folder sig ud i birollegalleriet.

     

    Ikke meget musik

    Musik er der ikke meget af, hvilket gør filmoplevelsen mere tålelig - ind imellem klinger Emil Ressens temmelig skingre toner dog og sætter os alle i den "rette" historiske stemning.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018