Battle Los Angeles (2011)

    Verden kommer under belejring af fjendtlige væsner fra det ydre rum, og en lille gruppe soldater i Los Angeles tager kampen op.


    PATRIOTISK UDLØSNING

    Somme tider skal der være plads til en uforpligtende filmoplevelse, der holder hele vejen hjem på sine egne præmisser.

    Fantastisk skruet sammen
    En sådan filmoplevelse er "Battle Los Angeles". Firskåren og klichémættet action, der er så fantastisk skruet sammen, at de små hår rejser sig på trods af alle mulige vamle små detaljer.

    Kropslig begejstring
    Der er tale om en egentlig patriotisk udløsning hér: spændingsophobningen er så markant, at det er vanskeligt ikke at lade sig rive med i en kropslig begejstring, der er omkring alt fra sitren, skælven og vidt opspilede øjne.

    Uventede gæster
    Filmen koncentrerer sig om et samtidigt militært anliggende. Jorden får uventede gæster i form af fjendtlige og hårdt bevæbnede væsner.
     

    Jordens skæbne

    Deres mål er at udslette jordens befolkning og overtage klodens vandressourcer, og de får hurtigt overtaget. Men en lille gruppe soldater har andre planer for Jordens skæbne, og selvom oddsene er dårlige, giver de ikke op.

    Selvopretholdelse
    Filmens hovedtema er, skåret ind til benet, selvopretholdelsesdriften. Og i dette actionbrag bliver det ultimative anliggende til mere end et par svedperler på panden.

    Taktil oplevelse
    Det scenografiske og effektmæssige arbejde er i sig selv af meget, meget høj standard, hvilket gør det apokalyptiske helvede til en nærved taktil oplevelse.

    Central identifikation
    Der er hele tiden perspektiv i billederne, og de mange kampscener dimensioneres vidt ud over det rent morderiske, i det Jordens skæbne er en central identifikation.

    Jernarmeret skal
    Hermed retfærdiggøres de små vamle mellemmenneskelige intriger. I hvert fald fylder de ikke ret meget i den jernarmerede og iskolde skal.

    Ultimativt anliggende
    Man drages dybt ind i det ultimativt eksistentielle kaos, uanset hvor realistisk det måtte være. Musikken, lydeffekterne og det urolige kamera er en del af helvedes-oplevelsen - og den patriotiske udløsning.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2011, USA, Science Fiction, Action, Katastrofefilm, 116 min.

    Dansk titel: World Invasion: Battle Los Angeles
    Instr: Jonathan Liebesman Prod: Jeffrey Chernov, Ori Marmur, Neal H. Moritz Manus: Chris Bertolini Foto: Lukas Ettlin Klip: Christian Wagner Mus: Brian Tyler