Blå mænd (2008)

    En selvoptaget karrieremand idømmes efter spirituskørsel samfundstjeneste på en genbrugsstation. Måske bliver det nøglen til en ny start?


    AFFALD & HUMOR

    Denne succeskomedie tog Danmark med storm og blev set af over 400.000 i biografen. Sensationelt overraskende men ikke helt uforståeligt. For "Blå mænd" forener med små midler en proletarisk selvironi med en ærligt venligtsindet udviklingshistorie, og det afstedkommer en ganske sprød lille film.
     

    Småt begavet

    Karrieremanden Jesper har kun sig selv i hovedet. Men da han en dag havner spirituspåvirket i en bilulykke, idømmes han til samfundstjeneste på den lokale genbrugsstation. Selvsagt ikke noget for Jesper, der da heller ikke har noget til overs for sine nye kolleger, som han forhåndsstempler som småt begavede idioter.
     

    Nye døre åbnes

    Lansomt men sikkert åbner opholdet på genbrugsstationen dog nye døre for Jesper, og han begynder at blive mere blød om hjertet. Måske bliver det begyndelsen til en ny tilværelse for ham..

    Stand-up-humor
    Filmens åbenlyse kernemateriale er Mick Øgendahls stand-up-humor, som han her med sit (og Rasmus Heides) manuskript har forsøgt at booste op i spillefilmsform. Og det fungerer faktisk bedre end frygtet. Måske er det fordi, at filmen tager pis på netop proletar-dårskaben og provins-idiotien, at humorens tåbeligt klingende og nedreregionelt fikserede tone rent faktisk sine steder er morsom.

    Gode grin & brede smil
    I hvert fald formes en række enkle scener med gode grin til følge på den lille genbrugsstation: ikke mindst sjakkets interne jokes og aparte væremåder rummer kilder til brede smil. Sidse Babett synes at passe fortrinligt i rollen som lesbisk drømmer med forkærlighed for militante voksenlege. Mick Øgendahl har sine øjeblikke takket være den overdrevent dumt skrevne rolle.

    Fine biroller
    Thure Lindhardt kæmper i hovedrollen ind imellem med at forene den glatte jakkesætsdreng med det nye liv blandt affaldet. I mindre roller hæfter man sig især ved Søren Mallings autoritært sammenbidte pladsobservatør og Martin Brygmanns stygt lumre kørelærer. Mia Lyhne har desuden et par skønne minutter som kommunal skrankepave. Alt i alt en uforbeholdent frisk og enkel dansk komedie, der overrasker positivt med sit fravær af ekstremisme i både skuespil og historiens udvikling.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2008, Danmark, Komedie, 80 min.

    Dansk titel: Blå mænd
    Instr: Rasmus Heide Prod: Ronnie Fridthjof Manus: Rasmus Heide, Mick Øgendahl Foto: Eric Kress, Jan Pallesen Klip: Martin Wehding
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • RB - Publikumsprisen
    • RB-N - Bedste birolleskuespiller (Øgendahl)
    • RB-N - Bedste kostumedesign
    • RB-N - Bedste sang ("Lev livet"
    • RB-N - Bedste special effects