Min datter Nelly (1955)

    18-årige Nelly lever trygt og godt hos plejemor i provinsen men fristes af københavnerlivet hos sin biologiske mor, kun for at blive såret og skuffet.


    GUMPETUNGT DRAMA

    Se først og fremmest denne film på grund af Maria Garland. Hun bærer det gumpetunge drama et pænt stykke men kan ikke stå til ansvar for Alice O’Fredericks’ grundlæggende kedsommelige filmatisering af Leck Fischers skuespil, "Moderhjerte".

    En moderøm plejemor
    Nelly er 18 år og har fra blealderen være plejebarn hos Garlands moderømme Ingeborg. Så da hendes biologiske mor pludselig vil tage ansvar og have Nelly med sig til Københavns fristelser, er det bestemt ikke med Ingeborgs gode vilje.

    Gjort i nælderne
    Men tilbuddet om storbyen falder sammen med, at Nelly har gjort i nælderne. Hun har gjort sig uheldigt bemærket til et lokalt bal, hvor en overdreven alkoholisk indtagelse bragte hende ud af fatning. Så nu er hele det lokalfynske samfund på nakken af hende med stirreøjne og bagtalelse.

    Storbyens svære prøvelser
    Men storbylivet viser sig også at byde på svære prøvelser. Først og fremmest væmmelige mandfolk, der kun vil i benklæderne på stakkels Nelly. Og så kan det nok være, at hjemveen melder sig. Heldigvis står Ingeborg klar med åbne arme.

    Melankolien sænker sig
    Garland overskygger helt sine medspillere og er klart bedst, når melankolien sænker sig over hende. Her er smerten og hjertesorgerne til at tage og føle på. Lillian Tillegreen filmdebuterer ujævnt i en tyndt skrevet rolle som den naive lillepige Nelly, der dårligt forstår, hvad det betyder, når et mandfolk læner sig ind over hende med trutmund.

    Tyndt skrevne roller
    Poul Reichhardts dyrlæge Kaare er skrevet og serveret helt uden kant og er blot en håbløs stereotyp. Bedre er Erni Arnesons rige fraværende mor-type og skildringen af hele det medfølgende overfladiske københavneri, hvor hårdt og usandsynligt det end er tegnet op. Her er Bendt Rothe en slemmer karl af en skørtejæger, og Bodil Steen hyperkrukket veninde.

    Blandet modtagelse
    I anmeldelserne kunne man læse, at filmen fik en "ufortjent kølig" modtagelse til premieren. Der var ingen enighed i pressen, andet end at Maria Garland var fremragende i hovedrollen. "Kun ét menneske [Garland], resten papmaché" og "Skuffende dansk film", lød nogle af overskrifterne, flankeret af: "En sikker sukces", "En vitaminpille" og "En hjertelig dansk film om provins og moderømhed".

    Tidstypisk moralprædiken
    Der opstår en tidstypisk moralprædiken i flere af Maria Garlands replikker. Her i samtale med Poul Reichardts dyrlæge, der bestandig gør kur til Nelly men er ualmindelig dårlig til det:

    Kaare: (om fotografi af Nelly) "Hun ser vældig fiks ud, hva’?"
    Ingeborg: "Ja, det er da mere, end man med nogenlunde rimelighed kan påstå, at De gør."
    Kaare: "Hva’? Mig? Det er vel også noget andet?"
    Ingeborg: "Hvorfor nu det? I vore dage, hvor de unge piger går i biografen en gang om ugen og ser på verdens dejligste mænd, der må I da så sandelig strenge jer an."
    Kaare: "Jo.. men en dyrlæge skal vel ligne sit arbejde?"
    Ingeborg: "Ja, men han behøver såguda ikke ligne sine patienter!"

    Tvungne venskabelige ord
    Og i den velsagtens eneste "venskabelige" ordveksling mellem plejemor og biologisk mor, lyder det sødt:

    Kitty: (om Nellys nye kjole) "Så hun køn ud i den?"
    Ingeborg: "Ja.. I den alder er det jo temmelig ligegyldigt, hvad man hænger på et pigebarn."

    Musik uden særkender
    Sven Gyldmarks musik er ikke overbrugt, men uden særkender. Ingen bryder ud i filmsange hér.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017