Min far er bokser (2005)

    En 10-årig dreng er dybt frustreret over, at han ikke har fået en gave af sin fraværende far, så han vælger at opsøge ham selv.


    FRAVÆRETS SMERTE

    Kompakt indsigtsfuld kortfilm, formidlet i professionel indpakning: "Min far er bokser" indrammer på 25 minutter ganske betagende de mange frustrationer, som delebarnet Stefan gennemlever ved at have en vattet og fraværende far.
     

    Ingen gave fra far

    På sin fødselsdag er Stefan allermest optaget af, at han ikke har fået nogen gave af sin far. Han vælger sammen med lillebroderen Tobias at opsøge faderen, og finder ud af, at han måske ikke helt er professionel bokser alligevel. Men vigtigere er det, at mødet måske kan blive begyndelsen til et nyt og mere hjerteligt samvær.

    Det maskuline fravær
    Som i Morten Gieses enestående perle af en novellefilm, Dykkerdrengen (2003) er "Min far er bokser" tilsvarende fokuseret på de dybere følelser mellem far og søn, og særligt det maskuline fravær i samme forhold.

    Mærkbar frustration
    Stemningen er intens, frustrationen mærkbar og dyb, foreningen mellem far og søn forventeligt kejtet - og skønt formidlet af Thomas Bo Larsen og talentulde Frederik Christian Johansen. Charlotte Munck yder en fin præstation som Stefans mor, der kun kan se til fra sidelinjen.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2005, Danmark, Drama, Coming of Age, Børn på film, 25 min.

    Dansk titel: Min far er bokser
    Instr: Morten Giese Prod: Helena Danielsson, Meta Louise Foldager, Stine Spang-Hansen Manus: Morten Giese, Mette Heeno Foto: Manuel Alberto Claro Klip: Theis Schmidt Mus: Frithjof Toksvig
    Priser
    • RB-N - Bedste kortfilm