Café Hector (1996)

    En række ultrasnobbede københavnere hænger ud på en smart café, da en psykopat pludselig træder ind med et oversavet jagtgevær.


    SPRØD HUMOR

    I vanlig samfundskritisk- og humoristisk stil serverer Lotte Svendsen her en lille perle af en kortfilm, der på godt et kvarter sætter københavnersnobberiet på spidsen med æterisk raffinement.
     

    Velafmålt distance

    Café Hector er stedet, hvor de smarte, rige og cappuccino-drikkende unge københavnere mødes og taler med trendy engelske ord i deres normative sprog og dyrker hinandens vigtighed med velafmålt distance.
     

    En uvelkommen outsider

    Ind træder en ikke velkommen outsider, der får blikket, da han vil låne toilettet. Det viser sig, at han vil hævne sig på snobberne med en pistol. Men en anden outsider er kommet ham i forkøbet med et oversavet jagtgevær.

    Høj grad af komisk sans
    Filmen er først og fremmest vindende i sine fine små portrætter af den enkelte snob, hvis mangel på karakterfuldhed formidles med høj grad af komisk sans af de mange danske stjerner.

    Sikker tragikomisk iscenesættelse
    Det er en sjov idé, et velskrevet manus med tilpas latterlige replikker, og en sikker tragikomisk iscenesættelse, der indfanger snobberiets fatalisme og grundlæggende mangel på indsigt i tilværelsens essens.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1996, Danmark, Komedie, Thriller, 16 min.

    Dansk titel: Café Hector
    Instr: Lotte Svendsen Prod: Kim Magnusson, Tivi Magnusson Manus: Anders Thomas Jensen Foto: Jens Schlosser Klip: Mette Zeruneith Mus: Jens Brygmann