I Spit on Your Grave (2010)

    Da en kvinde lejer et hus ved en sø for at skrive, trænges hun snart op i en krog af fem voldtægtsmænd. Da hun kommer til sig selv, er hævnen sød.


    "LILLEMOR MED SLAG I"

    Sammenhængende film:

    I Spit on Your Grave (1978)

    I Spit on Your Grave (2010)

     

    At selv en spinkel forfatterinde kan få skovlen under fem grandvoksne udkants-voldtægtsmænd, bliver der sat en fed streg under med denne genindspilning og delvise nyfortolkning af Meir Zarchis thrillergys fra 1978.

     

    Viger ikke tilbage...

    Det skulle man ellers ikke tro, da Jennifer første gang erfarer, hvad der er ved at ske: De fem mænd har nemlig ikke tænkt sig at vige tilbage for nogen ekstremiteter, da de øjner muligheden for lidt pussy og titties meget langt fra, hvor nogen kan høre forfatterinden skrige.

     

    Livets værste mareridt

    Således må Jennifer gennemleve sit livs værste mareridt, inden hun til sidst kaster sig nøgen i den skidne flod – for siden at forsvinde. Men er hun død, eller risikerer de fem mænd, at hun vender tilbage... with a vengeance?

     

    Nærmest smagløst

    Den opdaterede versionering ejer ikke helt den oprindelige films æggende og markante insistéren på alt det ubehagelige – snarere bygger 2010'eren op til et volds- og torturorgie ekstremt, at det grafiske tangerer det smagløse.

     

    Klamkrybende opbygning

    Inden kvindehævntogtets både ypperligt snarrådige(!), outreret sarkastiske og (i denne sammenhæng forståeligt) mandehadende vold, har filmen heldigvis haft en lang opbygningsfase, der er både spændende og klamkrybende i hele det voldtægtslige forehavende.

     

    "Den tredje arm"

    Her er særligt Andrew Howard glimrende som lovens lange arm, der ikke viger tilbage for et trække "den tredje arm" frem, når gutterme har fundet ham et stykke med babs og nutte. Han lever et dobbeltliv med kone, datter og en lille ny på vej...

     

    Ofte fritaget for musik

    Bemærk, hvordan lange og intense sekvenser er helt fritaget for musik. Ikke helt så perfekt som den oprindelige film, der slet ikke havde nogen underlægning, men stadig et rigtig fint (fra)valg.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2010, USA, Gyser, Thriller, 108 min.

    Dansk titel: I Spit on Your Grave
    Instr: Steven R. Monroe Prod: Lisa M. Hansen, Paul Hertzberg Manus: Adam Rockoff Baseret på: film fra 1978 af Meir Zarchi Foto: Neil Lisk Klip: Daniel Duncan Mus: Corey Allen Jackson