Det var en lørdag aften (1968)

    En sømand går i land og slentrer gennem byen på vej mod kæresten. Men det trækker ud, da han møder båder venner og bekendte på gaden.


    NYNNENDE LOMMEFILOSOFI

    Der var udbredt begejstring i rødstrømpe- og oprørsåret 1968 over Erik Ballings nuttede lille, lommefilosofisk nynnende komedie, "Det var en lørdag aften". Anmelderne var særligt vilde med Klaus Rifbjergs manuskript. En gik så vidt som: "Kulturelt fremstød af vor tids Grundtvig. En sensationel film af Klaus Rifbjerg".

    Svært at købe præmissen
    Helt så fantastisk, eller nærmere langt fra, er hverken film eller manus. Det er en oplevelse absolut ikke helt på det jævne, og det er svært at købe præmissen: Daimi venter på Grundwald, der aldrig kommer.

    Endeløs venten
    Og det gør hun, venter. Mens hun har gang i kødgryderne og forventningens glæde, kommer sømandskæresten Hans aldrig hjem. Han har nemlig travlt med at drikke bajere og i det hele taget masser af svinkeærinder, og Daimi ender med en lang næse i sin knækorte vinterfrakke.

    Smånynnende lommefilosofi
    Det smånynnende opstår, når vores hverdagshelte falder i staver og synger sig gennem dagdrømme af lommefilosofisk karakter. Hér fader handlingens dialog ud til fordel for en bagvedliggende musical-dagsorden, der desværre ikke fungerer.

    Svært at goutere
    Det er vanskeligt at goutere Daimis særlige facon i hovedrollen, selvom hendes Trine-karakter aldrig rigtig kommer op i det velkendt brovtende femte gear. Morten Grunwald er heller ikke interessant i rollen som Hans, og man fornemmer i det hele taget en tendens til venstrehåndarbejde i både iscenesættelse og spil.

    Finurlige biroller
    Lidt finurlig kant opstår ud af birollerne, hvor både Ove Sprogøe og særligt Poul Bundgaard, Peter Steen og Kirsten Walther giver forprøver på deres varemærkepræstationer i de forestående Olsen-banden-film.

    Postive toner
    De positive anmelderoverskrifter lød bl.a.: "Rifbjerg slog smut til en folkekomedie. Seksere, ottere og en tolver, men også ubehjælpsomme plump", "Fin tone og dejlige Københavnsbilleder" og "Eminent fotografering og et glimrende skuespilteam."

    Negative toner
    Mens de mere negative talte: "Intet nyt fra Holdningsløse", "Tynd historie", "Banalt eksperiment", "En alt for almindelig film" og "Forekommer idéforladt, uopfindsom og udsprungen af materiel forkælelse."

    Bent Fabricius-Bjerres musik hører ikke til blandt den mest ørehængende, også de nævnte nynnesange falder lidt udenfor kategori.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018