Affæren Birte (1945)

    En sædelighedsforbryder plager København, og en nobel forsker tyr til selvtægt, da hans datter bliver et af ofrene.


    TYKTFLYDENDE

    Tematisk beslægtede film:
    Ich klage an (1941)
    Det brændende Spørgsmaal (1943)
    Affæren Birte (1945)

    Man nærmest heiler i mødet med denne Alice O'Fredericks/Lau Lauritzen Jr.-film, der blev til i besættelsens sidste år, 1945.

    Selvtægtsforherligende
    I hvert fald havnede en film som "Affæren Birte" ikke i unåde hos Goebbels og nazisterne, snarere tværtimod, for historien er ligeså selvtægtsforherligende og fordømmende, som den nazistiske spillefilmspropaganda, i O'Fredericks' og Lauritzens film dog sart fordansket i hjemligt melodrama med djærvt-gamle Poul Reumert i hovedrollen som den forskende læge, Hans.

    Overbygning i børnevoldtægt
    Lille 10-årige Birte er selvsamme læges datter. Snart er barndommens uskyld tabt og en sjæl forstyrret: en sædelighedsforbryder med overbygning i voldtægt af småpiger har længe hærger København, og nu er turen kommet til Birte.

    Da lægefar får chancen, slår han til og dræber gerningsmanden. Båret af utvetydige følelser, som det kan læses af denne samtale med kollegaen, Frits, spillet af Ib Schønberg:

    Skal ikke på psykopathotel!
    Frits: (om Hans' tilstand) "Det er dit Had til ham Forbryderen!"
    Hans: ""Ikke Had.. Hverken Had eller Hævn. Det er noget langt større og mere afklaret. Hvis jeg traf ham, saa ville jeg udrydde det Skadedyr. Den.. Herre.. Skal ikke på Psykopathotel og have Risengrød Juleaften. Og så en skøn Foraarsdag fordufte og skænde videre. Den Mand må dø.. Tilintetgøres"..

    Der bliver således langt fra lagt fingre imellem, når lynchstemningen kridtes op, og i det samtidige perspektiv er der ikke langt til nazistiske paralleller.

    Tungt & teatralsk
    Som filmkunst står "Affæren Birte" unægtelig tungt og teatralsk: ikke meget ved hverken spil eller iscenesættelse bærer præg af florlet elegance.

    Stiv tale og billige kulisser sætter den tekniske standard i en film, der virkelig er kvalmt fordrejet.

    Dyb frustration
    Og i en låst situation efter filmens afsluttende retssag udtrykker Hans, igen til Frits, sin dybe frustration over samfundet, som det nu engang er indrettet:

    Et dyr med menneskeansigt
    Frits: "Prøv nu at tage det roligt, Hans"
    Hans: "Men at tænke sig, Frits.. Hvis Birte var blevet skambidt af en gal Hund, saa havde det været en Heltedaad at angribe den og slaa den ned! Men naar dette Dyr ved et grusomt Lune af Naturen har faaet Menneskeansigt, så er det mig, der skal slaas ned!"



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017