Gamle mænd i nye biler (2002)

Sammenhængende film:
I Kina spiser de hunde (1999)
Gamle mænd i nye biler (2002)

Langt fra ueffen opfølger til den skæve succes med "I Kina spiser de hunde": Generelt mere af samme skuffe, men uden helt samme timing og charme i afviklingen.

Dobbelt-op på biografsucces
Faktisk blev 2’eren en næsten dobbelt så stor biografsucces, nok ikke mindst som følge af den første films udprægede kultstatus. Og der bydes op til masser af rå action, komiske flirts iklædt temmelig barsk vold – og et lille kærlighedsintermezzo med Iben Hjejle.

Dvask, rå og stupid
Kim Bodnias Harald er dvask, rå og stupid, men træder vanligt i karakter, da hans far, Jens Okkings Munken, ligger for døden. Det foregår på hospitalet, hvor de søde kokke naturligvis ryger i smug hele tiden. Munken har også en biologisk søn, viser det sig. Så kvindemorderen Ludvig hentes ud af sit fængsel med et spektakulært elastikspring, som kokken Peter har udtænkt.

Veloplagt historie
Det er i grove træk handlingen i Anders Thomas Jensens veloplagte historie, der fungerer allerbedst, når voldskomikken kammer helt over i rendyrket farce. Det er ikke for enhver smag, men humoren er sødt krydret og veludviklet, når Harald bliver træt af at høre på Iben Hjejles gimperi og slet og ret skyder hende to gange.

Fermt filmarbejde
Filmarbejdet er fermt og lagt til rette af fuldblodsdrengerøve, der elsker deres arbejde. Det mærker man tydeligt, og glæden er smittende og forfriskende.

Bodnia i sit es
Kim Bodnia er rigtig i sit es i denne rolletype, og han er fuldt ud troværdig som den upåvirkelige Harald, der er både racist, kvindehader og bare generelt helt uden for pædagogisk rækkevidde. Men der er alligevel mulighed for at vise følelser, som vi oplever det hen imod slutningen.

Karakterfulde biroller
De to kejtede kokke spilles pænt af Tomas Villum Jensen og Nikolaj Lie Kaas, men det er i endnu mindre biroller, at vi for alvor støder på det karakterfulde: Jacob Haugaards svedende og kringleædende læge-Erling er en lille perle, ligesom Jens Okkings døende Munken heller ikke er ueffen.

Enkelt skruet sammen
Der er lidt vel rigelig stemningsudpenslende musik, og flere af de hektiske biljagter er en kende komisk koreograferet – i bedste Lasse Spang Olsen-varemærkestil. Men filmen er i det store og hele betagende enkelt skruet sammen og fungerer.

Meget delte meninger
Der var meget delte meninger blandt anmelderne. Mest positivt lød det: "Lasse Spang Olsen har forsøgt en mellemting mellem en opdatering af Olsen-banden og en pæredansk variant af Scorseses mafiafilm. Og minsandten om ikke forsøget lykkes."

"Elendig efterfølger"
Flere valgte det oplagte overskriftsvalg og slog på balancen mellem 1’er og 2’er: "Leverer effektiv action til drengerøvene, men er ikke nær så morsom eller forfriskende som sin forgænger", "Veludført, men komplet overfladisk" og "Elendig efterfølger."
 

"Klarer frisag"

Det var en af de kvindelige anmeldere, der var mest forarget over den voldelige handling: "Rå humor og flotte stunts dulmer ikke kvalmen over voldsdyrkelsen." Andre overskrifter talte bl.a.: "Som actionfilm falder den til jorden, men som farce og karakterkomedie klarer den akkurat frisag på en række originale indfald" og "Hul og slingrende."