Elise (1985)

    Vi følger tre respektable ægtepar over en tyveårig periode. Der hersker på overfladen et nært venskab mellem familierne.


    BETÆNDTE INDVIKLINGER

    Her forsøgte instruktøren Claus Ploug sig med et udstyrsstykke i kostumedramaet "Elise", en ikke videre vellykket film, der ellers er båret på hænder og fødder af Dan Laustsens flotte fotografering.

    Ærgerligt tabt projekt
    Det er ærgerligt, at Mogens Rukovs manuskript over Steen Steensen Blichers novelle ikke har mere snor i det potentielt friske historiske pust. Melodramaet udspiller sig i en mindre dansk by, hvor vi følger tre respektable ægtepar over en tyveårig periode.

    Nære venskaber på overfladen
    Der hersker på overfladen et nært venskab mellem familierne, men forbindelserne er langt mere komplicerede end som så. Centralt står lægefruen Elise, der erotisk behersker alle tre mænd i kredsen. Et pludseligt selvmord bryder idyllen.

    Lovende begyndelse
    Efter en rimelig lovende begyndelse, hvor den scenisk flotte tilgang og det dvælende tempo endnu har en vis magi og tiltrækningskraft, havner "Elise" snart i gentagende tåger uden ret meget narrativ tæft. Filmen bliver ganske enkelt kedelig, og det var næsten det værste, der kunne ske.

    Fint lydbillede
    Tilbage er billederne - som nævnt flotte - og det tilsvarende fine lydbillede, der ikke overdoserer med filmmusik og tonedesign. Ann-Mari Max Hansen har en af sine bedste hovedroller og rammer flot den for historien centralt farlige erotiske udstråling, dog uden gennemslagskraft i historiens prætentiøse slagsider.

    Betændte indviklinger
    Serveringen af de betændte menneskelige ind- og udviklinger former sig alt for teatralsk, hvad der også fandt flere af samtidens anmeldere for brystet. "Finkulturel kedsommelighed", "Drama uden drama", "En kunstig konstruktion" og "Dansk misere", lød et par af overskrifterne.

    Mange negative toner
    Bortset fra en enkelt positiv anmelder, der fandt "Elise" vidunderlig; "Både den Elise som spilles så fremragende af Ann-Mari Max Hansen, og den film som hun har hovedrollen i," så var resten af overskrifterne også negative. "Hærværk mod sagesløse", "Ufrivilligt komisk skæbnedrama", "Mislykket dansk stjernefilm" og "Akavet og udramatisk fortalt."

    Anonym Robert-præstation
    Det gode spil blev dog fremhævet, og Kirsten Olesen vandt en Robert for bedste kvindelige birolle. Det forekommer i dag noget besynderligt, i det rollen er ualmindelig tilbagetrukket og anonym.

    Ingen Blicher-ånd
    Ole Ernst er den, der får mest ud af materialet i rollen som Olesens mand. Ellers er store navne som Frits Helmuth og Henning Jensen blege skygger og spildte kræfter i mærkeligt vævende skrevne roller. Meget af Steen Steensen Blichers ånd er der i hvert fald ikke tilbage i Plougs ambitiøse iscenesættelse.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018