10 Cloverfield Lane (2016)

Tematisk beslægtede film:
Cloverfield (2008)
10 Cloverfield Lane (2016)

Titelslægtskabet med den hårrejsende science fiction-gyser "Cloverfield" får allerede pulsen til at stige lidt, og navnesammenfaldet er da også lidt mere end bare helt tilfældigt, skal det vise sig.

Lænket til et vandrør
Den unge Michelle kører galt og vågner lænket til et vandrør i en bunker. Snart står det klart, at hun skal takke sin redningsmand Howard, der har bygget bunkeren, for at hun er i live. Howard fortæller nemlig, at verden udenfor er forgiftet, og indånder man luften, dør man hurtigt og smertefuldt.

En virkelig katastrofe?

Dén hopper Michelle imidlertid ikke på, for Howard har tydelige psykopatiske træk. Derfor er det nærliggende at udtænke en flugtplan, men det er vanskeligt, når man bliver overvåget konstant. Michelle allierer sig med den eneste anden bunkergæst Emmett, men Howard lugter lunten, og snart er det psykologiske gys totalt. For er der i virkeligheden noget om, at verden udenfor er ramt af en katastrofe?

Med brask og bram
"10 Cloverfield Lane" sætter ikke sit lys under en skæppe og fortæller med brask og bram fra første scene. Det er både underholdende, men også alt for meget. Særligt musikken er altdominerende i de første 15-20 minutter, men det bedrer sig noget, efterhånden som det bliver hverdag i bunkeren.

Uafklaret apokalypse
Den udtalte spænding ligger dels i historiens twists and turns, dels i den i hvert fald tiltænkte uforudsigelighed og i de mange uafklarede apokalyptiske udmeldinger. Her er John Goodman den eminente formidler af vanvid i undergrunden – i en rolle, der ligger et stykke fra hans normale komfortzone. Det klæder ham.

Flot scenografi
Det scenografiske arbejde holder filmen i form. Mørket og uhyggen i betondybet forstærker spændingerne nævneværdigt, samtidig med at det ukendte fra virkeligheden udenfor konstant banker på som en trussel, hvor både Michelle og tilskueren er i tvivl om graden af vanvid og virkelighed.

Heftigt klimaks
Mary Elizabeth Winstead har fine scener i den trængte hovedrolle, og snarrådigheden er nødt til at blomstre, efterhånden som begivenhederne spidser til – og det gør de i høj grad med et klimaks, der sætter alt i perspektiv. Universalfrygt som døds- og kvælningsangst spiller en central rolle, både i det potentielt forgiftede i verden udenfor, men også i bunkerlivet, hvor ilt kan blive en mangelvare. Når alt kommer til alt, sluger ondskaben sikkert mere ilt, og ondskaben personificeres efterhånden ret effektivt i Howards karakter.