45 Years (2015)

Instruktør Andrew Haigh, der i 2011 overbeviste med det homoseksuelle kammerspil Weekend (2011), kredser her om kærlighed på noget andre, men ikke mindre universelle parametre.

Vanlig trummerum
"45 Years" fortæller historien om ægteparret Kate og Geoff, der står for at skulle fejre deres 45-års bryllupsdag med pomp og pragt. Alle forberedelserne er klaret, og hverdagen passes indtil da med vanlig trummerum.

En gammel flamme blusser op
Men Kate bliver fortørnet, da Geoff får et brev fra Schweiz med besked om, at hans gennem mange år savnede veninde (fra tiden før Kate) er blevet fundet død i gletscherisen. Geoff vil gerne af sted for at se veninden, og Kate går forgæves i kødet på sin mand for at finde ud af, hvor intimt et forhold, de to havde i sin tid.

I gemmerne på loftet
Med Geoff ude af huset går Kate i gemmerne på loftet og finder nogle meget afslørende billeder. Hun har nu både svært ved at holde fokus på festen og på sin mand, som hun føler har løjet for hende. Men nogen konfrontation ønsker hun ikke.

Udpræget nærvær
Haigh instruerer med udpræget sans for nærvær på alle filmkunstens parametre. "45 Years" er fritaget for underlægningsmusik. Det lettere kriseramte parforhold skildres med betagende enkelhed og perspektiveres med smukke naturbilleder fra området omkring parrets bolig.

Det indre drama
Fotograferingen er rolig og ikke ude på at spæde det indre drama op. Fortællestilen læner sig i stedet op ad det indre drama, der foregår i handlingen, og hvor rigtig meget er overladt til tilskuerens fantasi. Her foræres ingen brikker til det komplekse puslespil, og filmen slutter åbent.

Følt og ærligt spil
Charlotte Rampling og Tom Courtenay vandt fortjent begge hovedpriserne for bedste skuespil ved filmfestivalen i Berlin. Det er følt og ærligt spil, hvor sjælen krænges ud i ultimativ identifikation med både livs- og kærlighedsperspektiv.