Weekend (2011)

Ærlig, intim og ukrukket homoseksuel kærlighed i den lidt mere heteroseksuelt tilnærmelige kaliber: "Weekend" vandt gehør hos et bredt publikum for sit troværdige portræt af to mænd, der bliver skudt i hinanden.

Et par hvileløse unge mænd, begge bøsser, støder tilfældigt på hinanden på en bar, og selvom de umiddelbart synes at være meget forskellige, opstår der en gnist, der ikke sådan lader sig kvæle af en af rovdyrburets sveddråber.

Hård afsked
Men kvæles skal den, for den ene af fyrene har det ene ben langt væk hjemmefra og planlægger ikke at komme tilbage. Det bliver en hård afsked ovenpå to dages vanedannende kærlighedens eliksir.

Ærligt billede
Filmen vinder på sit usædvanligt ærlige billede på tilnærmelse, sex og flosset forelskelse. Særligt i første halvdel går filmen tæt på. Den frustrerende usikkerhed og underligt pinlige intimidering de to imellem står malet i dybe og dog af ungdommen endnu usynlige ansigtsrynker.

Der rammes plet
Det er smittende og ingen udelt fornøjelig oplevelse. Så meget desto mere stærk og tankevækkende; der rammes plet i skildringen af det rastløst og delvist forhåndsopgivende udi homofiliens kærlighedskunst.

Mindre slagside
Filmens anden halvdel udvikler en mindre slagside mod det let til jævnt uklædelige mainstream. Dette tydeliggøres ikke mindst ved, at her pludselig kommer underlægningsmusik. Det er ikke meget, men i forhold til den stærke første halvdels tavshed er det signifikant. Fyrenes nervedulmende flirt med alkohol og stoffer er måske også en tand for arketypisk storbyungdommeligt. I hvert fald kunne man ønske sig en endnu større nærhed og tilstedeværelse i den utilslørede væren.

Stærke præstationer
Stærke præstationer højner filmoplevelsen betragteligt. Afgjort bedst er Tom Cullen som den charmerende og helt igennem oprigtige Russell.