De røde heste (1950)

    Med hjælp fra en flink travhest redder en frisk mand en gård fra at blive overtaget af en dyremishandler.


    RENDYRKEDE MORTEN KORCH-DYDER

    Morten-Korch-filmene:
    De røde heste (1950)
    Mosekongen (1950)
    Det gamle guld (1951)
    Det store løb (1952)
    Fløjtespilleren (1953)
    Flintesønnerne (1956)
    Vagabonderne på Bakkegaarden (1958)
    Det skete på Møllegården (1960)
    Der brænder en ild (1962)
    Kampen om Næsbygaard (1964)
    Næsbygaards arving (1965)
    Krybskytterne på Næsbygård (1966)
    Brødrene på Uglegaarden (1967)
    De røde heste (1968)
    Manden på Svanegaarden (1972)
    Fætrene på Torndal (1973)
    Sønnen fra Vingården (1975)
    Affæren i Mølleby (1976)
    Fruen på Hamre (2000)

    "De røde heste" er den første af atten fortløbende Morten Korch-filmatiseringer og stadig med sine 2,4 millioner tilskuere Danmarks mest sete film i biograferne. Alle de Morten Korch'ske dyder blomstrer i en af hans ærkeklassiske fortællinger fra det kernesunde bondeliv på landet.

    Meds oprejst pande
    Ole Offor er netop færdiguddannet fra landbrugsskolen, da han får den triste meddelelse, at kæresten Henriette gerne vil slå op. Med oprejst pande møder Ole dog livets næste store udfordring: Gården Enekær er i fare for at blive opkøbt af dyremishandleren Stefan Willers, nu hvor indehaveren ligger for døden, og hans haltende datter Bente ikke er meget bevendt.

    Pigehjertet vindes
    Med sin fars kapital på 50.000 kroner i ryggen går Ole imidlertid frisk til sagen. Med tiden vinder han endda Bentes hjerte, og efter et opgør med snarrådige Stefan Willers, også hele landlivets frihed.

    Alvorlig tone
    Temmelig alvorlig i sin tone men samtidig fyldt med "frejdige" personer: Peter Malbergs Mikkel Pind er altid klar med en frisk bemærkning, og Maria Garlands smådrikfældige Konstance Munk er ligeså kvik i replikken, som hun er menneskeklog og elskværdig.

    Det ender lykkeligt
    Forholdet mellem Poul Reichhardt og Tove Maës får en svær start, men det "beroligende" ved Morten Korchs historier er jo, at vi altid ved, de ender lykkeligt.

    Glad og munter film
    "De Røde Heste" besidder en tiltalende tidskolorit og er i det hele taget en glad og munter film til en god kaffestund: tonen for serien blev slået an, og de efterfølgende 17 film blev mere eller mindre undtagelsesløst alle store publikumssucceser.

    Skønmalet nostalgi
    At anmelderne hadede dem alle, kan ikke undre. Man vil jo nødig anerkende det sødladne, en forgangen tids lovligt skønmalede nostalgi.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018