4240 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Lamerica
To italienere rejser til Albanien for at åbne en skofabrik for billige penge, men det bliver ikke helt den succes, de håbede på.
ÆSTETISK KLAUSTROFOBI
Fængslende, nervepirrende og dybt udtryksfuld italiensk film, der i voldsomme billeder beskriver nutidens Albanien på en meget original måde.

"Lamerica" er historien om to italienere, der rejser til Albanien med det formål at åbne en skofabrik for billige penge. De har hørt historier om italienere, for hvem forretningen gik glimrende i det fattige Albanien.

Kummerligt fængsel
For at kunne starte fabrikken har italienerne brug for en albansk frontfigur, en direktør. Under en inspektion på et usandsynligt uhyggeligt og kummerligt fængsel får italienerne fat i en særdeles mut og spoleret ældre mand, Spiro, som har siddet i det mørke fængsel i over 25 år.

Det lykkes italienerne at få mandens underskrift, men da manden efterfølgende stikker af fra det sygehjem, hvor italienerne har placeret ham, opstår der større problemer. Den lidet tolerante italiener Gino indleder en personlig eftersøgning i sin efter albanske standarder meget prangende Suzukibil.

Tiltagende klaustrofobisk
Lige meget hvor meget Gino forsøger at holde albanerne og deres kummerlighed på afstand, trænger den alligevel nærmere og omslutter ham på en mere og mere klaustrofobisk måde.

Værst bliver det, da Gino finder sin bil uden hjul og nu virkelig må kaste sig ud blandt albanerne. Det bliver en rejse, han sent vil glemme, for nu er han pludselig ligestillet med albanerne. Han kan ikke længere tillade sig at spille højt spil og hæve sig over de fattige.

I fattigdommens ruiner
"Lamerica" giver bagvendt nok et æstetisk og forførende billede af det fattige Albanien. Luca Bigazzis fotografering er så kompositorisk raffineret, at man kommer til at sætte pris på alle de motiver, som fattigdommens ruiner former.

Skuespillet er meget flot. Hovedrolleindehaver Enrico Lo Verso er overbevisende - talentfuldt spil. Som den hærgede Spiro spiller Carmello Di Mazzarelli i en klasse for sig. En film man ikke bør gå udenom.
Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2016
Udskriftsvenlig udgave
Lamerica

Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7
Fakta om filmen
1994, Italien, Drama, 109 min
Dansk titel: Lamerica
Instr: Gianni Amelio Prod: Mario Cecchi Gori, Vittorio Cecchi Gori  Manus: Gianni Amelio, Andrea Porporati, Alessandro Sermoneta  Foto: Luca Bigazzi  Klip: Simona Paggi  Mus: Franco Piersanti  
Medvirkende:
Enrico Lo Verso (Gino)
Michel Piccoli (Fiore)
Carmelo Di Mazzarelli (Spiro)
Piro Milkani (Selimi)
Elida Janushi (Selimis Kone)
Julian Sands
Priser:
BD, Bedste ikke-amerikanske film
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.