Enemy (2013)

Et sært filmisk bekendtskab og lidt en afstikker for succesinstruktør Denis Villeneuve: "Enemy" er David Lynch'sk mystik krydret med personlighed og en markant æstetik.

En dobbeltgænger
Historielæreren Adam ser en tilfældig film og opdager en birolleskuespiller, der ligner ham selv på en prik. Nu er Adam besat af at finde frem til skuespilleren – og måske endda møde ham.

Komplicerede omveje
Da de to efter mange problemer og ad forskellige omveje endelig mødes, viser det sig blot at komplicere det uforklarlige dobbeltgængeri yderligere. De to mænd har nemlig meget forskellige personligheder, og da de begynder at blande sig i hinandens respektive parforhold går det for alvor galt...

Kompleks dobbeltrolle
Jake Gyllenhaal præsterer flot i den komplekse dobbeltrolle og får stærke nuancer frem i både den nervøse Adam og den kølige Anthony. Nicolas Bolducs i særklasse fænomenale fotografering er "Enemys" indiskutabelt mest sofistikerede virkemiddel: Utraditionelle vinklinger perspektiverer hele tiden de i forvejen aparte begivenheder – men helt uden at det bliver for meget.

Fat i den lange ende
Her har instruktør Villeneuve altså flot fat i den lange ende og kender mystikkens besøgelsestid. Den spiller ikke hovedrollen – det har vi en udmærket "normal" historie med mennesker af kød og blod til.

Lige under overfladen...
Men lige under overfladen lurer det uforklarlige, oftest mere antydet end udpenslet – med få og meget mindeværdige undtagelser, som fx filmens vildt ironiske, men også skræmmende slutning.

Mystikken får vinger
De mange filmiske flyveture over Torontos forskellige grader af moderne eller trøstesløse arkitektur giver den jordbundne mystik vinger. Og den interessant utraditionelle klassisk/modernistiske underlægningsmusik bliver aldrig dikterende.

Mørkt og hemmelighedsfuldt
Det er ikke en film for enhver smag, men i virkeligheden kan man i ligheden med David Lynch tale om en film af de mere heldige: Sær, uforudsigelig, mørk, hemmelighedsfuld og helt sin egen.