Y tu mamá también (2001)

    To teenagedrenge får deres vådeste drømme opfyldt, da en lækker sild beder om lov til at køre med til en skøn badestrand.


    FOR FULD UDBLÆSNING

    Den mexicanske instruktør Alfonso Cuarón lader teenage-seksualiteten blæse ud af alle ventiler i dette stærke portræt af to drenges vellystne biltur med en noget ældre kvinde.

    Knald i mellemgulvet
    Diego Luna og Gael García Bernal spiller med stor overbevisning henholdsvis Tenoch og Julio, to drenge med både knald i mellemgulvet og i hovedet. Der er knald på alle kedler, og emnet er: Sex.

    Våde drømme
    Da drengenes kærester skal på rejse til Europa, står de tilbage i et seksuelt tomrum, der helst skal udfyldes. De vådeste drømme bliver på forunderlig vis opfyldt, da den noget ældre bekendte Luisa indvilliger i at tage med på en længere bilrejse mod en stor og dejlig sandstrand.

    Liderlighed uden grænser
    Drengens liderlighed kender ingen grænser, men grænserne sættes til gengæld af den tålmodige Luisa, der lader drengene "lide" længe, inden de endelig får lov at komme til fadet. Det kan lyde simpelt, men det er mere erotisk vedkommende, end man er vant til: Seksualiteten er skildret hudløst og reelt. Der er ikke tale om lange, hede elskovsscener på silkelagner. Det er rå og (lidt for) hurtig sex.

    Turisttur gennem Mexico
    Filmens hændelser afbrydes ofte af en fortællerstemme, der fortæller ud over det sædvanlige om drengene og bilturen. Man er med på en inspirerende turisttur gennem Mexico, en film, der giver et glimrende billede af sit hjemland på godt af ondt.

    Finurlig blandingsfilm
    Hele historien bliver sat i et nyt lys i slutningen. Det forekommer en lille smule overilet og ikke troværdigt nok. Men filmen sidder alligevel fast længe efter sidste suk; en finurlig blanding af erotik, venskabsdrama og situationskomedie.



    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2001, Mexico, Drama, Romantik, Erotik, Teenagere, 105 min.

    Dansk titel: And Your Mother Too
    Instr: Alfonso Cuarón Prod: Alfonso Cuarón, Jorge Vergara Manus: Alfonso Cuarón, Carlos Cuarón Foto: Emmanuel Lubezki Klip: Alfonso Cuarón, Alex Rodríguez
    Priser
    • AAN - Bedste manuskript
    • BD - Bedste ikke-amerikanske film
    • GG-N - Bedste udenlandske film