Prisoners (2013)

På en velkendt formel brygges her en både stærk, mørk og afrundet mikstur af afmagt, selvtægt, had og vanvid: "Prisoners" er en smart thriller – og tilmed fejende flot. To piger krydser gaden alene, mens deres familier er sammen. Men de kommer ikke tilbage, og snart går alvoren op for alle: De er kidnappet.

Manglende beviser
Den indadvendt velklædte politiefterforsker Loki sættes på sagen. Han arbejder alene, men det bliver snart klart, at han må sætte den hovedmistænkte fri på grund af manglende beviser.

Skinnet bedrager
En af fædrene tager nu sagen i egen hånd, men der er vist ikke ret meget, der forholder sig, som man forestiller sig. Først i den højspændte slutning falder brikkerne på plads.

En begavet film
Det er på alle måder en begavet film. Mørket strømmer gennem hovedpulsåren som en evigt pumpende rædsel. Vanviddet lurer, og det skræmmende persongalleri, særligt på listen over skurke og mistænkte, er formidlet perfekt gennem følt spil.

Højspændt elektrisk
Musikken udgør mest en stemning: Brummende mørke, der ikke dominerer lydbilledet. De fascinerende locations er valgt med omhu og forstærker det højspændt elektriske, der dominerer hele vejen igennem filmoplevelsen.

Stærkt spil
Langt de fleste skuespillere er sporet helt ind på den særlige frekvens, den, der former den krybende uhygge. Som nævnt er skurke og mistænkte flot ramt, men også Hugh Jackman og Jake Gyllenhaal bidrager begge, som henholdsvis selvtægts- og politimand, til filmens forførende udtryk.