The Mudge Boy (2003)

Dette er spillefilmsudgaven af instruktørens egen kortfilm Fishbelly White (1998).
 

Sensitivt gemyt

Ualmindeligt smuk og betagende film, der i de mest skrøbelige og delikate scener væver et spind omkring hovedpersonens sensitive gemyt. Det er en film, der på sin egen følte måde hylder det anderledes, kærtegner skæve og alternative livsanskuelser og indrammer skønhed i enkle og uskyldige rammer.

Intet forklaringsbehov
Filmen har ikke behov for at forklare eller retfærdiggøre hovedpersonens anderledeshed. Billedet, der tegnes af ham, er abstrakt - og det er op til tilskueren selv at lægge sammen og trække fra i gåden Duncan Mudge; navnet på den 14-årige dreng, som filmen kredser om.
 

Tavsheden personificeret

Hans mor døde af et pludseligt hjerteanfald, og nu er Duncan alene tilbage med sin meget gamle far, der er tavsheden personificeret, og som slet ikke forstår sønnens særlige måde at være på - og lige så særlige sorgproces.
 

En halvvoksen kylling

Duncans nærmeste fortrolige er en halvvoksen kylling, der er med ham overalt. Som landsbyens sære dreng er Duncan således nemt offer for de lidt ældre drenges kedsomhedsaffødte mobning.

Aparte venskab
Duncan er fascineret af den lidt ældre Perry, der er et produkt af en hårdtslående og alkoholiseret far, der ikke kan se verden for bare had. Da den følsomme og blankøjede Duncan pludselig gør tilnærmelser til Perry bliver det begyndelsen på et aparte, halvt homofobisk, halvt seksuelt nysgerrigt venskab, der meget hurtigt kan få en ubehagelige slagside.

Tiltrukket af mænd
Det homoseksuelle islæt i filmen er mindre fremtrædende. Det er en væsentlig brik i puslespillet Duncan Mudge, at han er tiltrukket af mænd og har sine små feminine sider, som folk er tilbøjelige til at skyde ind under hans almindelige mærkelighed.
 

Nådesløs barskhed

Selvom filmen er et både rørende og livsbekræftende favntag med en sensitiv dreng, der ikke får den nødvendige opmærksomhed, rummer historien også en nådesløs barskhed, der perspektiverer naivitetens pris.

Strejfende søgen
Men det er i det indsigtsfulde portræt af den strejfende søgen efter identitet og ståsted i en fortiet sorgproces efter moderens død, at filmen har sin centrale nerve.

Nødvendig omsorg
Forholdet til den tavst sammenbidte far er skildret i intense scener, hvor far og søn igen og igen går fejl af hinanden, og hvor faderen ikke evner at læse de mange signaler hos sønnen - og give ham den nødvendige omsorg.
 

Den helt store nerve

Spillet mellem far og søn er filmens helt store nerve; Emile Hisch rammer den skrøbelige delikatesse i sit portræt af Duncan, mens Richard Jenkins er skræmmende god som den tavse og sammenbidte far. Også Duncans "flirt" spilles med stærk utilregnelighed af Tom Guiry.

Fritaget for filmmusik
Langt hovedparten af de meget intense scener er fritaget helt for filmmusik. Og det forhøjer intensiteten markant - sammen med de ofte maleriske inddragelser af smuk og isoleret natur.