4240 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Camping
En dysfunktionel familie drager et par år efter faderens selvmord på campingferie i Danmark i håbet om at blive rystet lidt bedre sammen.
LIGEGYLDIGST
Jacob Bitsch serverer her en usædvanligt tam, usammenhængende og overfladisk film, der - ligesom uendeligt mange tidligere filmiske forsøg udi at skildre det underfundige ved livets facetter - havner i en farvelade-centrifuge af plathed og pjattethed.

Ikke noget at byde på
Usædvanligt tam fordi filmen overhovedet ikke har noget at komme med. Det vil sige: den forsøger at stille mange underfundige spørgsmål og give mange underfundige svar på mange små finurligheder i hverdagen, men filmen er i bund og grund blot mange små tamme scener.

Usædvanligt usammenhængende fordi filmen stritter i alle retninger og genrer uden selv at have det fjerneste begreb om, hvorvidt identiteten er komedie eller drama, familietragedie eller socialrealisme med dåselatter.

Stikker ikke dybt
Usædvanligt overfladisk fordi intet i filmen stikker dybt, og hele herligheden er præget af en uskøn blanding af berøringsangst og følelsesekshibitionisme helt uden sans for stil og situation.

En stram og dominerende mor tager sin nørdede datter og fede søn med på camping i den selvsamme campingvogn, hvor familiefaderen to år tidligere begik selvmord. Datteren har fastlagt ruten rundt på kønsløse campingpladser, og turen er præget af manglende lyst og udpræget dysfunktionalitet de tre imellem.

Men turen gør alligevel lidt godt. Bror og søster finder til dels hinanden. Og moderens Kirsten Giftekniv-stil skaffer mere eller mindre både datter og søn et dyt i bamsen. Men snart er turen slut, og den gamle Volvo slår en prut - meget mere kan man som tilskuer heller ikke tilskyndes at gøre.

Helkikset miljø
Filmens i vid udstrækning kvindelige filmhold har tydeligvis moret sig kosteligt med at genskabe et lidt bedaget og helkikset miljø omkring den tumpede familie. Det er et af de mest forudsigelige elementer i filmen: hver en location og skraldespand har i en udpræget kvindeæstetik den form og farve, man kunne forvente.

Skuespillet er mildt sagt på det jævne, replikkerne er vattede, begivenhederne er gradbøjet til ligegyldigst. Det er i sandhed en intetsigende filmoplevelse, konstant og uden ophold underlagt Mikkel Hess´ hæslige folkekomediemusak, der yderligere understreger det dybe skisma i hele filmen: hvor bærer skidtet hen og hvorfor? Svaret siver stille ud i biografsædet som en uhørlig prut.
Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2016
Udskriftsvenlig udgave
Camping

Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7
Fakta om filmen
2009, Danmark, Komedie, 76 min
Dansk titel: Camping
Instr: Jacob Bitsch Prod: Anders Toft Andersen  Manus: Anders Frthiof August  Foto: Magnus Nordenhof Jønck  Klip: Marlene Billie Andreasen  Mus: Mikkel Hess  
Medvirkende:
Mia Lyhne (Connie Nielsen)
Kirsten Lehfeldt (Bodil Nielsen)
Oliver Brandel (Christian Nielsen)
Heine Ankerdal (Rasmus)
Caroline Dahl (Laura)
Anders Brink Madsen (Campingsælger)
Joen Højerslev (Lars)
Morten Thunbo (Poul)
Lise Stegger (Pædagog)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.