The Mummy Returns (2001)

Sammenhængende film:
The Mummy (1999)
The Mummy Returns (2001)
The Mummy: Tomb of the Dragon Emperor (2008)

Flere mumiegys med overraskende eventyrlig gejst og en helt forrygende fremdrift, der effektivt fejer et par hverdagsgrå timer væk under fødderne. Efter den temmelig opskruede "The Mummy" (1999) vender holdet bag mumieeventyret stærkt tilbage med en langt mere engageret, humoristisk og medrivende historie.

Mumier vakt til live
Det eventyrlystne ægtepar O´Connell er i 1930’erne i gang med at vække onde ånder til live, ånder der ellers har været døde og mumificerede i rigtig mange år. I det gamle Ægypten ledte Skorpionkongen en stor hær, men han solgte sin sjæl til Anubis og blev slettet fra historien. Nu er han kun en myte - eller er han?
 

Helvede er løs

Da ægteparret og deres lille frækkert af en søn drager dybt ind i det gamle Ægypten i søgningen efter Anubis’ gyldne armbånd, begynder de gamle ånder i mumificeret tilstand at vågne, og helvede er løs. Samtidig kæmper ægteparret og sønnen i den virkelige verden en gæv kamp mod onde oprørere, der for alt i verden vil have fingre i armbåndet.

Velproportioneret iscenesættelse
Filmens høje underholdningsværdi er først og fremmest resultatet af et velskrevet manuskript og en ekstrem dyr og velproportioneret iscenesættelse. Der er ikke sparet på noget, og det kan mærkes. Alle effekter er blandet med lige dele charme, alvor og ironisk distance, og denne cocktail skaber halsbrækkende spændende underholdning.

Uhøjtidelig instruktion
Skuespillerne trives i Stephen Sommers uhøjtidelige instruktion, ikke mindst knægten Alexander (Freddie Boath), der må være filmens største farverige fund. Meget af inspirationen er hentet fra genreklassikeren Indiana Jones, og der i vid udstrækning tale om en opdateret Indiana-version tilført en lidt mere sprudlende ironi.

Overdrivelserne er et plus
Overdrivelserne er til at få øje på, og det er netop overdrivelserne der bliver filmens gennemførte kvalitet og gør effektkaos til et luksusproblem. I de ekstremt karrikerede genresterotyper trives historien elegant, og man kan ikke på noget tidspunkt hævde, at man keder sig.