Little Odessa (1994)

    Mens moderen ligger for døden vender sønnen hjem, men han er ikke velkommen hos faderen. Lillebror vil hellere end gerne være sammen med den udskældte bror.


    MESTERLIGT STEMNINGSSTYKKE

    En forsømt teenagerdreng. En dødssyg mor i umenneskelige smerter. En frustreret far i oprør. En bror der pludselig vender hjem til Little Odessa, New Yorks russiske bydel, for at udføre endnu et lejemord - og i dén forbindelse sætter både sit eget og sin families liv i fare.

    Psykologien bag
    Det er ganske kort historien i James Grays intet mindre end fremragende film, "Little Odessa". Man skal ikke lade sig narre af filmens hårdkogte markedsføring med pistoler og vold. Det er nemlig psykologien bag en hårdt prøvet familie, der er i fokus her.

    Joshua Shapira har fået til opgave at udføre et lejemord i sin hjemegn. Da han viser sig i kvarteret, opdages han af sine største fjender, der straks i det skjulte indleder en klapjagt på ham.

    Hjemme i en lille lejlighed ligger Joshuas kræftsyge mor og brøler af smerte for øjnene af sin rådvilde mand og den yngste søn, Reuben.

    Åbenhjertig lillebror
    Joshua mødes med sin åbenhjertige lillebror og vil gerne se sin syge mor en sidste gang. Joshua er imidlertid ikke velkommen i hjemmet, faderen står fast på at have slået hånden af sønnen.

    I voldsom fare
    Mens moderen bliver stadigt dårligere, mødes brødrene et par gange i byen og håber på, at faderen bløder lidt op. Og ingen er klar over, hvor stor fare de i virkeligheden er i.

    Vemod & djævelskab
    "Little Odessa" er en film, der nagler tilskueren fast til sædet. Magen til intensitet skal man lede uendeligt længe efter. I en fabelagtig blanding af vemod, aggressivitet, djævelskab og kærlighed folder en dybt vedkommende historie sig ud.

    Stor indlevelse
    Skuespillerne portrætterer med stor indlevelse de mentalt sårede mennesker i en misdannet familie. Stor følelse er netop det udtryk man vil vælge at bruge om filmen som helhed. En fantastisk uhøjtidelig og vedkommende film, der er særdeles svær at ryste af sig.

    Velvalgt musik
    Instruktør og manuskriptforfatter, James Gray, er et talent af den rette støbning. Stemningerne forstærkes til grænsen af klump i halsen og gåsehud af velvalgt klassisk russisk vokalmusik og billeder af den stivfrosne vinternatur.

    Store præstationer af Tim Roth og Maximillian Schell. Vanessa Redgrave kan opleves i en fremragende rolle, mens Edward Furlong aldrig er set bedre.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1994, USA, Psykologisk drama, Krimi, Teenagere, 94 min.

    Dansk titel: Little Odessa
    Instr: James Gray Prod: Paul Webster Manus: James Gray Foto: Tom Richmond Klip: Dorian Harris Mus: Dana Sano