Badlands (1973)

    En ung rebel, som mange synes ligner James Dean, danner par med en teenager og slår et hav af mennesker ihjel, på vild flugt fra myndighederne.


    FORFINET FLUGTFILM

    Baseret på virkelige hændelser fra senhalvtredsernes USA skabte Terrence Malick denne særprægede og relativt kontroversielle film om en morders flugt gennem land og by - med en naiv teenagepige ved sin side.

    Fra den kriminelle virkelighed
    Filmen var især kontroversiel på den tid, hvor den fik premiere, fordi det var nyt for mange at få præsenteret en historie om en morder fra morderens ende af verden. Historien er nemlig ikke klassisk jeg-skal-komme-efter-dig. I stedet opleves begivenhederne gennem den naive teenagepiges øjne og hermed fra dén virkelighed, hvor de kriminelle handlinger begås.
     

    Vil det anderledes

    Normalen fra Hollywood især med denne type film, der portrætterer virkelige hændelser, ville typisk være "de gode mod de onde", men instruktøren Terrence Malick vil det anderledes.
     

    Omfattende planer

    Teenagepigen Holly (Sissy Spacek) går rundt og keder sig i et par meget korte shorts, da skraldemanden Kit (Martin Sheen) trasker forbi og vækker pigens interesse. Det skal snart vise sig, at Kit har omfattende planer med Holly. Han vil bortføre hende fra hendes dominerende far og tage hende med ud på alle tiders rejse i det amerikanske landskab.
     

    Mangedobbelt morder

    Og det kommer til at stå uhyggeligt klart for Holly, at hendes nye ven absolut ikke vil lade noget stå i vejen for sine planer. Snart er Kit mangedobbelt morder, og Holly sidder tyggegummi-gnaskende og naiv ved hans side og bliver ført rundt i den jagedes intense verden.

    Følt skuespil
    Båret af følt skuespil fra især Martin Sheen og Sissy Spacek bliver "Badlands" et meget intenst bekendtskab. Meget af filmens styrke ligger desuden i Terrence Malicks enestående landskabsindstillinger, visualiseret af filmens dygtige fotografer - billeder, der bliver til rene, levende malerier med en høj grad af kunstnerisk kvalitet.
     

    Jordbundet og kompromisløst

    Det mest raffinerede og betagende ved filmen er imidlertid dens jordbundne og kompromisløse måde at fortælle sin barske historie på. Her er intet øje-for-øje-plot, og brugen af dramatiserende visuelle effekter er begrænset til instruktørens fintfølende fotografiske blik. Musikken er et raffinement af stemninger, primært tidstypisk, der går fint i tråd med helhedens enkle udtryk.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1973, USA, Drama, Krimi, Teenagere, Seriemordere, Road Movie, 90 min.

    Dansk titel: Badlands
    Instr: Terrence Malick Prod: Terrence Malick Manus: Terrence Malick Foto: Tak Fujimoto, Stevan Larner, Brian Probyn Klip: Robert Estrin Mus: James Taylor m.fl.