Dekalog, piec (1990)
En rodløs polsk ung mand beslutter sig for at begå et mord – det får fatale konsekvenser, og sagen bliver en nyudklækket advokats første.
DEN SIKRE DØD
Sammenhængende i denne serie:
Kieslowskis femte film i Dekalog-serien, der i overordnede luftlag kredser om Bibelens ti bud, er ligesom den gammeltestamentlige regel nr. 5 reglen om, at man ikke må slå ihjel.
Uafrystelig genistreg
Denne femte film er samtidig seriens første uafrystelige genistreg, der på bare 57 minutter fortæller en historie helt fra grunden og fører den til et ultimativt klimaks på en måde, der ryster og bevæger. I sig selv en stor bedrift. Kieslowski tager ligesom i de øvrige film i serien udgangspunkt i et trøstesløst betonbyggeri i Polens hovedstad.
En grundig vognvask
En taxachauffør bærer to spande vand ned til sin bil – den skal vaskes. Efter en grundig vognvask begiver han sig ud i jagten på kunder. Samtidig følger vi den 20-årige Lazar Jacek, der rod- og rastløst farer omkring i hovedstaden og tydeligvis bærer på en enorm indebrændt frustration. Under bordet på en café forbereder han en stykke tov, der åbenlyst skal bruges til at kvæle en person.
Skæbnen vil...
I kulissen ser vi en velklædt herre, der i fine omgivelser taler med et par stemmer om jura. Hvis han klarer sig godt, bliver han advokat dén dag. Skæbnen vil, at den unge mand sætter sig i vores taxachaufførs vogn og lokker ham ud i det øde landskab. Vores advokat – for det er han blevet – bliver den unge mands talerør og håb i retssagen efter hans udåd.
Ud over fatteevnen
Kieslowskis visuelle fortællestil rækker helt derud, hvor man næsten ikke kan fatte, hvad levende billeder kan gøre ved det menneskelige sind. En barsk filtrering mørkner billederne, så de konstant fremstår truende, ækle og deprimerende: De mørke skyer ligger hele tiden over filmen. De ofte ekstreme og næsten vidvinklede indstillinger skaber en drømmeagtig, lyrisk stil, der meget effektfuldt bliver historiens kunstneriske kulisse.
Dybt uhyggeligt univers
Samtidig bliver vores hovedpersoner i kraft af både det fabelagtige spil, men også de ekstreme nærbilleder, næsten virkelige aktører i Kieslowskis dybt uhyggelige univers.
Langt under huden
Begivenhederne kryber langt ind under huden, og det er sjældent – hvis nogensinde set – at beskrivelsen af dødsstraf på film i dén grad kan gå direkte i maven og suge alle fuldstændig væk fra omverdenen. Man vil huske den særlige uafrystelige visuelle stil, den sarte og bevægende brug af musik, i det hele taget en film "af en anden verden".
Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1990, Polen, Psykologisk drama, Krimi, Drama, Udl. tv-serie, 57 min.
Dansk titel: Dekalog 5 (tv)- Miroslaw Baka (Lazar Jacek)
- Krzysztof Globisz (Piotr)
- Jan Tesarz (Taxi Driver)
- Zbigniew Zapasiewicz (Police Inspector)
- Barbara Dziekan (Cashier)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation