4240 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Playtime
En gruppe amerikanske turister ankommer til Paris, og en forvirret franskmand forsøger ihærdigt at overholde en aftale, uden held.
SOM EN LANG FRUSTRATIONSDRØM
"Play Time" er Jaques Tatis mest ambitiøse, dyre og omfattende film, der blandt andet krævede mere end fem måneders arbejde fra flere end 100 arbejdsmænd.

Det er så absolut heller ikke til at overse, at filmen er et næsten overdrevet ambitiøst projekt: så meget desto mere fascinerende er det, at den rent faktisk fungerer og fortryller og formodentlig til alle tider vil stå som et af filmhistoriens kulissemæssigt mest omfattende projekter.

Kritik af amerikaniseringen
Jacques Tati indspillede forholdsvis få spillefilm og havde en fortid som mimiker. I hans film herskede som regel en kritik af amerikaniseringen og den moderne teknologi, og han spilledes selv rollen som den gennemgående, hyggelige, let anarkistiske og umælende Monsieur Hulot.

"Play Time" er ikke en historie med nogen helt almindelig narrativ struktur. En gruppe amerikanske turister ankommer til Orly Airport i Paris, i blandt dem den smukke unge kvinde Barbara (Barbara Dennek).

Mens bussen transporterer dem til deres hotel i byen, forsøger Monsieur Hulot (Jaques Tati) at mødes med Monsieur Giffard (Georges Montant), der arbejder i en enorm ultramoderne kontorbygning. Det lykkes ikke, om end næsten - som i én lang frustrationsdrøm.

Samme aften render Hulot ind i sin gamle militærkammerat, der inviterer ham ind i sin lejlighed, der mest af alt minder om et udstillingsvindue i en større forretning. En elegant og helt ny klub åbner sine døre for kræsne kunder; en af de besøgende er Barbara, en anden Hulot.

Kompromisløs scenografi
Fra første scene forføres man af Tatis kompromisløse scenografi, der ned i mindste detalje har krævet timers forarbejde. Intet er overladt til tilfældigheder.

Det skaber naturligvis en særegen klinisk atmosfære, men det er netop, hvad Tati vil opnå. Paris ses kun ses på turistplakater og i genspejlinger, ellers er filmen netop så upersonlig, i det den vil parodiere det amerikaniserede og supermoderne-teknologiske.

Tati var kendt for at rendyrke de lange indstillinger og totalbilledet, og "Play Time" er ingen undtagelse. Der er meget for øjet at holde styr på, i det de ofte meget omfattende totalindstillinger giver plads til flere vidt forskellige begivenheder på samme tid - i samme indstilling - det er både forvirrende og fortryllende, og det er under alle omstændigheder dybt originalt.

Den store lydstilist
Tati indspillede alle sine film stumt og eftersynkroniserede lyden. Det gjorde han ikke bare for at have kontrol over lydene og deres styrke, men primært fordi han var en udpræget lydstilist- og æstetiker, der brugte lyden som et af sine vigtigste fortælletekniske virkemidler.

Lyden af fodtrin og bilstøj - eller fravalget af samme - spiller en gennemgående, og i mange scener ubetaleligt morsom, rolle.

"Play Time" var Tatis dyreste film og blev oprindelig søsat med en spilletid på over tre timer. Selvom filmens spilletid efterfølgende over flere omgange blev reduceret, ændrede det ikke ved, at filmen blev en kæmpe økonomisk fiasko.

Tati var dog meget stolt af sin film og betragtede den - forståeligt nok - som sin største bedrift.
Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2016
Udskriftsvenlig udgave
Playtime

Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7
Fakta om filmen
Dansk titel: Playtime
Instr: Jacques Tati Prod: Bernard Maurice  Manus: Jacques Lagrange, Jacques Tati  Foto: Jean Badal, Andréas Winding  Klip: Gérard Pollicand  Mus: Francis Lemarque  
Medvirkende:
Jacques Tati (Monsieur Hulot)
Barbara Dennek (Young Tourist)
Rita Maiden (Mr. Schultz´s Companion)
France Rumilly (Woman Selling Eyeglasses)
France Delahalle (Shopper in Department Store)
Valérie Camille (Mr. Lacs´s Secretary)
Erika Dentzler (Mme. Giffard)
Priser:
BD, Bedste europæiske film
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.