Soldaten og Jenny (1947)

Når der i perioder ikke er håb forude for danske film, så er der da heldigvis meget at hente bagude. Tag nu Johan Jacobsens geniale filmatisering af Soyas skuespil "Brudstykker af et mønster".
 

Perspektiver

I nyere tid lappede tv-seere landet over Krøniken (2004)s opstillede tidsbilleder og konstruerede efterkrigsrealisme i sig med glubende appetit: De følte, at serien sendte dem tilbage til en tid, de selv havde oplevet - eller gav dem et godt billede af tiden, de ikke selv havde oplevet.

Den ægte vare
I "Soldaten og Jenny" får man den ægte vare: En film, der er optaget i samtiden (1947) og giver et suverænt indblik i dagligdagslivet i København. Instruktør Johan Jacobsens lette og uhøjtidelige tilgang til historien skaber en genial film, der bevæger sig elegant: Bevægende, humoristisk og sart alvorligt på samme tid.
 

Skarp tone, præcist spil

Fra første scene indfanger filmen sit publikum med sin skarpe tone og stærke og præcise skuespil: Johan Jacobsen fortæller historien i ofte lange sekvenser uden kamerabevægelser - og lyssat med et brillant kunstnerisk øje.
 

Selvglade udmeldinger

Poul Reichhardt spiller soldaten, der sidder og får sig en sjus på et københavnsk værtshus, da en selvglad herre, Gustav (Gunnar Lauring), træder ind og bramfrit fortæller om sit privatliv - og at han venter sin nyeste erobring ind ad døren hvert øjeblik, det kan være.

Melankolsk og længselsfuld
Soldaten er melankolsk, eftertænksom og længselsfuld i blikket. Han lyser op, da erobringen (ekspeditricen Jenny, spillet af Bodil Kjer), træder ind og giver hånd. Hun er usikker, hendes øjne lyser, hun føler sig utryg ved den frembusende Gustav.
 

Alt andet end lykkelig

Skæbnen vil, at soldaten og Jenny forlader værtshuset sammen. De fatter hurtigt interesse for hinanden, og da soldaten langsomt kommer ind under huden på den sarte pige, opdager han, at hun er alt andet end lykkelig.

Forførende blanding
Den forførende blanding af alvor og humor står stærkt gennem hele filmen. Alle skuespillerne opfanger den sarte skillelinje og spiller stærkt. Poul Reichhardt er aldrig set så kontrolleret og i så blød en rolle.

Skarp samfundskritik
Alvoren kommer ind i historien blandt andet i form af skarp samfundskritik: Filmens hovedtema gav fængselsstraf på dén tid, og filmen sætter et meget tydeligt spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt. Ligeledes er sex et gennemgående tema - på antydningens plan, naturligvis. Men banebrydende er det, at kvinderne i filmen også giver udtryk for at have lyst. Sproget er en anden stor fornøjelse i filmen: Igen på grænsen mellem alvor og humor fyres replikker af, der kan lægge selv den mest hårdkogte filmanmelder ned.