Ondskan (2003)

En meget flot svensk film, der billedligt er særdeles æstetisk med mange visuelle finesser. Instruktøren, Mikael Håfström, gør meget ud af at eksponere hovedpersonen, så portrættet - ud over det dramatiske psykologiske aspekt - i høj grad bliver kropsligt, og dét har en nærgående virkning.

Sadistisk stedfar
Den store knægt, Erik Ponti, er opfostret med vold. Hans sadistiske stedfar har pisket ham talrige gange. Nu får Erik chancen på en fin kostskole. Hans mål er at få sit eksamensbevis, men det skal hurtigt vise sig at blive en prøvelse blot at gennemleve opholdet.

Presset til vold
Erik bliver gentagne gange presset til at udøve vold, men han er stadig fast besluttet på, at kostskoleopholdet skal blive et vendepunkt for ham.

Barsk succeshistorie
I bund og grund er "Ondskan" er barsk succeshistorie. Det er Pontis vej mod dén fred, han ønsker i tilværelsen. Filmen er baseret på en art selvbiografi af forfatteren, Jan Guillou.

Sund fornuft baner vejen
Afrundingen sætter en tyk streg under filmens budskab; at man kommer længst ved at bruge sin sunde fornuft og ved at være tålmodig frem for at fare ud med det samme.

Æstetisk grundpille
Hovedpersonen er i sig selv en æstetisk grundpille. Man har i Andreas Wilson fundet en rank og velbygget ung mand: utvivlsomt filmens altoverskyggende fokus.

Bid tænderne sammen
Voldsaspektet i filmen befinder sig mest på det psykologiske plan. Det handler om at bide tænderne sammen, holde smerten tilbage og ophobe hævngerrighed. Erik er i kraft af sin sadistiske stedfar blevet voldshærdet. Og barskt bliver det ind imellem - men i afmålte doser, der aldrig tager overhånd og er tro mod resten af filmens delikate æstetik.