Ondskan (2003)

    En hårdt prøvet teenager ankommer til en kostskole, hvor de ældre elever styrer alle begivenheder og benytter sig af vold i stor stil.


    STÆRKT SVENSK DRAMA

    En meget flot svensk film, der billedligt er særdeles æstetisk med mange visuelle finesser. Instruktøren, Mikael Håfström, gør meget ud af at eksponere hovedpersonen, så portrættet - ud over det dramatiske psykologiske aspekt - i høj grad bliver kropsligt, og dét har en nærgående virkning.

    Sadistisk stedfar
    Den store knægt, Erik Ponti, er opfostret med vold. Hans sadistiske stedfar har pisket ham talrige gange. Nu får Erik chancen på en fin kostskole. Hans mål er at få sit eksamensbevis, men det skal hurtigt vise sig at blive en prøvelse blot at gennemleve opholdet.

    Presset til vold
    Erik bliver gentagne gange presset til at udøve vold, men han er stadig fast besluttet på, at kostskoleopholdet skal blive et vendepunkt for ham.

    Barsk succeshistorie
    I bund og grund er "Ondskan" er barsk succeshistorie. Det er Pontis vej mod dén fred, han ønsker i tilværelsen. Filmen er baseret på en art selvbiografi af forfatteren, Jan Guillou.

    Sund fornuft baner vejen
    Afrundingen sætter en tyk streg under filmens budskab; at man kommer længst ved at bruge sin sunde fornuft og ved at være tålmodig frem for at fare ud med det samme.

    Æstetisk grundpille
    Hovedpersonen er i sig selv en æstetisk grundpille. Man har i Andreas Wilson fundet en rank og velbygget ung mand: utvivlsomt filmens altoverskyggende fokus.

    Bid tænderne sammen
    Voldsaspektet i filmen befinder sig mest på det psykologiske plan. Det handler om at bide tænderne sammen, holde smerten tilbage og ophobe hævngerrighed. Erik er i kraft af sin sadistiske stedfar blevet voldshærdet. Og barskt bliver det ind imellem - men i afmålte doser, der aldrig tager overhånd og er tro mod resten af filmens delikate æstetik.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2003, Sverige, Danmark, Psykologisk drama, Teenagere, 114 min.

    Dansk titel: Ondskab
    Instr: Mikael Håfström Prod: Ingemar Leijonborg, Hans Lönnerheden Manus: Hans Gunnarsson, Mikael Håfström, Klas Östergren (ikke krediteret) Baseret på: roman af Jan Guillou Foto: Peter Mokorsinski Klip: Darek Hodor Mus: Francis Shaw
    Priser
    • AAN - Bedste udenlandske film
    • GULDB - Bedste film
    • GULDB - Bedste fotografering
    • GULDB - Bedste scenografi
    • GULDB-N - Bedste instruktør
    • GULDB-N - Bedste skuespiller (Wilson)
    • GULDB-N - Bedste birolleskuespiller (G. Skarsgård)
    • GULDB-N - Bedste manuskript
    • RB - Bedste ikke-amerikanske film