Mud (2012)

    To store drenge møder en mystisk mand på en øde ø i Arkansas. De tror på hans historie og hjælper ham, men det skal snart vise sig at blive farligt.


    FARLIGT VENSKAB

    Der hersker en helt særlig stemning i Jeff Nichols' vellykkede drama, "Mud": kombinationen af oprigtigt drengevenskab og vild natur i Arkansas fungerer mesterligt - mere tvivlsomt forholder det sig med det bagvedliggende kriminalplot, der heldigvis ikke fylder så meget.

    Brug for hjælp
    De to store drenge og bedste venner, Ellis og Neck, drøner en dag i båd ud til en øde ø på deres hjemegn. Til deres store overraskelse er der en mand, der skjuler sig derude, og de finder snart ud af, at han brug for deres hjælp.

    En mystisk mand
    Drengene sejler proviant og reservedele ud til ham. Reservedelene skal bruges til at sætte en gammel båd i stand - den mystiske mand med tilnavnet "Mud" fortæller nemlig, at han skal stikke af med sin kæreste i båden meget snart.

    Et sympatisk bekendtskab
    Drengene erfarer, at Mud er eftersøgt for manddrab, men de er stadig villige til at hjælpe ham, ikke mindst fordi han er et spændende og sympatisk bekendtskab.

    Fornemme skildringer
    Filmen vinder på sine fornemme skildringer af venskab og på den eminente inddragelse af naturens vildskab. Venskaberne er stærkt spillet af både unge og ældre, naturen er en væsentlig medspiller på egne præmisser.

    Ærligt & jordnært
    Det indebærer, at instruktør Mike Nichols i vid udstrækning undgår at tilplastre sin egen velskrevne historie med filmmusik og hæsblæsende kameraføring. "Mud" har et ærligt og jordnært udtryk, der dog ikke er dyrket til perfektion.

    Dyb indlevelse
    De to drenge er et betagende bekendtskab. De spiller begge med dyb indlevelse og ægthed. Blandt de voksne imponerer Matthew McConaughey med et sympatisk titelrolleportræt, ligesom Sam Shepard brænder igennem som den indesluttede gamle Tom på den anden side af floden.

    Livsbekræftende
    Filmen er smuk og livsbekræftende i langt hovedparten af sine scener. De lovligt dramatiserede krimiplotdele er heldigvis så fåtallige, at de ikke når at forstyrre den fine helhed.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2012, USA, Drama, Coming of Age, Teenagere, 130 min.

    Dansk titel: Mud
    Instr: Jeff Nichols Prod: Lisa Maria Falcone, Sarah Green, Aaron Ryder Manus: Jeff Nichols Foto: Adam Stone Klip: Julie Monroe Mus: David Wingo
    Priser
    • CAN-N - Palme d'Or-nominering