Støv for alle pengene (1963)

    En gruppe københavnske naboer køber en gård for at blive selvforsynende, men oplever, at det vist ikke er udelukkende idyllisk.


    DET FAMILIÆRE HJØRNE

    Sammenhængende film
    Støv på hjernen (1961)
    Det støver stadig (1962)
    Støv for alle pengene (1963)
    Passer passer piger (1965)

    Tredje film i "Støv-serien" lægger pragtfuldt ud i det både kreative og overraskende hjørne: Filmens anslag er præget af en sjældent set idérigdom i den danske lystspilsgenre.

    Det familiære hjørne
    Og vi er tilbage i det familiære hjørne med alle de skæve personager, som vi har lært at kende i de to første film. Men så sker der en større udvikling, og den er ikke udelt vellykket.

    Nye tider
    De gode naboer har nemlig besluttet at købe en bondegård for dét overskud, som deres forening har kunnet fremvise. Nu skal man være selvforsynende og i det hele taget væk fra storbystress- og jag.

    Livet på landet
    Men selvom det da kan være meget idyllisk, erfarer de alle hen ad vejen, at livet på landet måske ikke er lykken på ubestemt tid.

    Skarp kontrast
    I en lille afstikker fra landlivet følger vi det ældre par, der solgte gården for i stedet at prøve kræfter med København. Hermed søger filmen at tegne kontrasten hårdt op, og det er også ind imellem vellykket.

    Farce-tendenser
    Generelt er der lidt større udsving i kvalitet i denne tredje film, og farce-tendenserne banker på, kulminerende i den overlange og uklædelige finale, hvor Dirch og Sprogøe er løbet løbsk i et fly.

    Noget på hjerte
    Men der er stadig meget lang vej ned til den laveste lystspils-fællesnævner for tiden: Også denne "Støv-film" har noget på hjerte, og det kan mærkes på skuespillerne, hvor særligt Dirch Passer og Bodil Udsen er i deres es.

    Fristende fornyelse
    Man kunne have håbet, at filmen havde holdt seriens fredsommelige hverdagsstil lidt mere konsekvent. Men idéen om at variere de velfungerende rammer var åbenbart for fristende.

    Fremragende åbningsscene
    Særligt seværdig for sin fremragende åbningsscene - og så er det i øvrigt ret opfindsomt, som henholdsvis Asbjørn Andersen og Paul Hagen præsenteres i løbet af filmen (deres navne var nemlig ikke med i den kreative intro).



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019