The Predator (2018)

Tematisk sammenhængende film:

Predator (1986)
Predator 2 (1990)
AVP: Alien vs. Predator (2004)

AVPR: Aliens vs Predator – Requiem (2007)
Predators (2010)

The Predator (2018)

Rent ud sagt fed 2018-opdatering/opgradering af sagaen om den ret så evigtgyldige Predator - den i nogen grad menneskelignende alien, som det er så svært at få skovlen under. Shane Black instruerer både med respekt for de oprindelige film og med fin sans for de udviklingsmuligheder, der ligger i eventyret.

En ganske særlig maske

Drengen Rory har en ikke nærmere bestemt diagnose, der gør, at han bl.a. ikke kan tåle høje lyde - og at han er ualmindelig dygtig til at gennemskue vanskelige matematisk-fysiske regnestykker. Hans far, der er soldat med goddaw i, har netop sendt en meget særlig maske hjem til sønnike og ekskonen - men det var ikke meningen, at Rory skulle åbne pakken!

På banen for at redde verden

Masken tilhører nemlig en predator, der er ankommet til Jorden i et meget fancy rumskib og nu er på kompromisløs jagt efter maske - og heraf følgende identitet. Nu må farmand virkelig på banen for både at redde sønnike og store dele af det nordamerikanske kontinent.

Hamrende flot sci-fi-action

Man lever gerne med overdrivelser og usandsynligheder, når facit = hamrende flot sci-fi-action med et sofistikeret gyser-twist. Og der er uden tvivl rigtig mange platheder i både plot, typegalleri og replikker - kunsten er blot at balancere den bagvedliggende ironi med den rå action, og det lykkes faktisk rigtig flot.

Helteudstråling

Det er ikke alle skuspillere, der præsterer lige overbevisende i de ofte nuanceret skæve roller. Jacob Tremblay er desværre ikke særligt troværdig som diagnose-drengen Rory - til gengæld har Boyd Holbrook meget af den helteudstråling, der skal til for at kunne stå ansigt til ansigt med neon-blødende rummonstre.

Potent underlægningsmusik

Henry Jackman har begået den potente underlægningsmusik, der heldigvis i vid udstrækning fabulerer over Alan Silvestris legendariske Predator-tema (med stor sandsynlighed Silvestris mest vellykkede tema.) Helt som ventet er der masser af hektisk lyddesign og musik i en generelt meget oppumpet filmoplevelse, som man mere end bare tåler, fordi den kan kunsten at dosere sine genrer med stærkstrømsdramatik.