Kill Your Darlings (2013)

    Digterspiren Allen Ginsberg starter på universitetet og møder ligesindede konformitetshadere, der elsker at ryge sig skæve.


    TYND BIOGRAFI

    Portrætteret flere gange på film og i flere henseender en interessant figur: i "Kill Your Darlings" er digteren Allen Ginsbergs ungdom i fokus.

    Sex, stoffer & virkelighed
    Da han purung starter på universitetet møder han de ligesindede William Burroughs, Lucien Carr og Jack Kerouagh, og de finder sammen om et generelt samfundshad og lyst til at eksperimentere med både sex, stoffer og virkelighed.

    Ingen nærhed
    Som portræt af Ginsbergs verden og hans indtræden i ’de voksnes rækker’ er filmen informativ men ikke mere. Fortællestilen havner meget hurtigt i en irriterende leflen for det rebelske, uden at nærheden følger med.

    Ingen identifikation
    Således er der stort set ingen identifikationsmuligheder. Tilskueren sidder sagesløs tilbage med et stort tema som fx ’eksistens’, personificeret i de unge mænds vaklen rundt i universitetslivets faldgruber og fristelser.

    Drøje svømmetag
    Homoseksuel forelskelse, euforiserende stoffer i en generel virkelighedsfornægtelse, kærlighedsintriger og eksistentiel tvivl: der er ikke langt mellem de drøje svømmetag, der burde være ’lavthængende frugter’ for den kløgtige instruktør.

    Ikke troværdig
    Harry Potter-Daniel Radcliffe er, lad det være sagt med det samme, ikke særlig troværdig som homofil digter i støbeskeen, og Dane DeHaan er irriterende over-revolutionær som Lucien Carr - altid fremme i skoene som brovtende anarkist.

    Aldrig vedkommende
    Underlægningsmusikken veksler mellem det sovsede originalkomponerede og tidstypiske rock/pop-numre - endnu en faktor i filmens generelle problem: den bliver aldrig vedkommende.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2013, USA, Biografi, Drama, Romantik, Teenagere, Homoseksuelt tema, 104 min.

    Dansk titel: Kill Your Darlings
    Instr: John Krokidas Prod: Michael Benaroya, Rose Ganguzza, John Krokidas, Christine Vachon Manus: Austin Bunn, John Krokidas Foto: Reed Morano Klip: Brian A. Kates Mus: Nico Muhly
    Priser
    • SUNDANCE-N - Grand Jury Prize-nominering