Flagermusen (1966)

Danske filmmusicals fra 1960'erne:

Forelsket i København (1960)

Prinsesse for en dag (1962)

Frøken Nitouche (1963)

Sommer i Tyrol (1964)

Landmandsliv (1965)

Flagermusen (1966)

Tre små piger (1966)

1960'erne var det helt store musical-årti for dansk film, og Ove Sprogøe, Morten Grunwald, Karl Stegger, Lily Broberg, Ghita Nørby og alle de andre brød ud i sang for et godt ord. Instruktør Annelise Meineche ville også synge med, og det blev med en 1:1-filmatisering af den klassiske, evigtgrønne operette "Flagermusen" med musik af Johann Strauss den yngre og libretto af Carl Haffner og Richard Genée.

Tilplastret med sang-dialog

Og Meineches film er den markant mest "sangstærke" i rækken af musicals - hvis man måler på antallet af arier og andre melodiøse udbrud. Således er "Flagermusen" stort set tilplastret med sang-dialog, hvor de fleste skuespillere selv står for tonerne (undtagelser i større roller er Holger Juul Hansen, Lily Broberg og Ghita Nørby, der alle har fået en mere klangfuld stemme plastret ovenpå.)

Ligeså let, som det er overfladisk

Plottet i operetten/filmen er ligeså let, som det er overfladisk og centrerer sig om den måske lidt for letlevende ægtemand, Poul Reichhardts Gabriel von Eistenstein, der netop er blevet idømt 10 dages fængsel for at have sagt grimme ting om det gode borgerskab.

Hævnen er sød

Dommen lægger sig lige for højreskøjten af Holger Juul Hansens Dr. Falke. Han er nemlig i filmens start af selvsamme von Eisenstein blevet efterladt i flagermusekostume på en bænk i en offentlig park - og dét skal hævnes. Derfor sætter Dr. Falke, med hjælp fra prins Alexander Orloffsky, en større aktion i sving - med et fornemt bal i centrum.

Sat i scene uden musikalitet

Annelise Meinche sætter desværre i scene uden den helt store musikalitet. De stort set selvsungne evergreen-arier skråles med pligt snarere end indlevelse af de mange hæderkronede skuespillere. Kun ganske sjældent opstår der charme ud af det evindeligt letløbende.

Tørt serveret musik

Det er i det hele taget svært at leve sig ind i det glamourøse eventyr, der for størstedelens vedkommende er optaget i billigt udseende kulisser. Den allerstørste synder i filmens manglende gennemslagskraft er dog den tørt serverede musik (kedeligt arrangeret af Ole Høyer), der ingen ende vil tage.

Finurlig Paul Hagen

Symptomatisk for musical-oplevelsen opstår oaserne af åndbarhed, når skuespillerne en sjælden gang taler i stedet for at synge. Her glæder man sig i særlig grad over scenerne med Paul Hagens svært besofne fangevogter Frosch - i en perle af en fuldemands-præstation, og tilmed i fint koreograferede fængselsomgivelser.