Prinsesse for en dag (1962)

    En teatertosser teenagepige vil gerne servere en jazzet hitsang for branche-mændene med magt, men det er lettere sagt end gjort.


    PJAT TIL BEAT

    Danske filmmusicals fra 1960'erne:

    Forelsket i København (1960)

    Prinsesse for en dag (1962)

    Frøken Nitouche (1963)

    Sommer i Tyrol (1964)

    Landmandsliv (1965)

    Flagermusen (1966)

    Tre små piger (1966)

     

    Uudnyttet potentiale. Finn Henriksens 60'er-fabel har det hele: En smuk, ung og tilmed musikalsk hovedrolledebutant, et par dygtige filmfotografer, et plot med swing i. Men bag de flotte sort/hvide billeder og de underlivs-vuggende musikindspark gemmer der sig en lystspils-kerne helt uden musik i livet.

     

    Alle tiders hotte hit

    En meget køn ung Gitte Hænning blev her kørt i stilling som nyt musikalsk hovedrollepotentiale - som teenageren Maj, der meget gerne vil ind i teater- og musicalbranchen. Hendes klassekammerat Ole har skrevet alle tiders hotte hit, og det vil Maj nu forsøge at servere for branchens spidser.

     

    En mur af arrogance

    Men den unge kvinde bliver mødt af en mur af arrogance og "lille ven"-nedladene kommentarer, lige indtil en gylden chance byder sig. Majs lillesøster, der har vundet teatrets "Prinsesse for en dag"-konkurrencen i et ugeblad, har lagt sig syg. Så nu klæder Maj sig ud som 11-årig og kan endelig komme bag kulisserne.

     

    Filmen knækker

    Her knækker filmen for alvor, og det folkeligt-ligegyldige tager over. Det er ikke engang i nærheden af at være hverken morsomt eller opfindsomt at iklæde en 18-årig en brille, så hun kan "lege" 11-årig, men selvfølgelig falder hele den etablerede teaterverden for det billige trick.

     

    Unødvendig klods om benet

    Finn Henriksens historie er altså en (unødvendig) klods om benet på det potentielt letløbende, og det bliver i stedet ved de små gyldne øjeblikke i løbet af den halvanden times overbevisende æstetiserede filmoplevelse.

     

    Tåbelige turtelduer

    Ingen af de mindre roller har meget gods i sig. Sjovest er Mogens Brandts temperamentsfulde teaterinstruktør, og Paul Hagens redaktør er en behageligt afdæmpet rolle til ballademageren. Til gengæld er Frits Helmuth og Malene Schwartz et virkelig tåbeligt skrevet turteldue-par - med jalousi centreret om den 11-årige, eller er hun 18?

     

    En tredjedel fyld

    Sammenlagt udfyldes næsten en tredjedel af filmen af fyldstof i form af "teaternumre", der i øvrigt intet har med filmens handling at gøre: The Four Jacks giver et par numre, og Otto Brandenburg giver et nummer (med dansere). Passabelt koregraferet, men helt igennem rendyrket fyld (selvom de indledende credits gør meget ud af at slå "Show-scenerne" op med talrige filmfolk).

     

    Megahit på succeskurs

    Og så er der selvfølgelig mega-hittet "1-2-3-4-5-6-7-8 og 9", et vældig jazzet og oplagt Hænning'sk show-nummer, der har så hård en fødsel, før det endelig kan strømme med succes. Ib Glindemanns originalmusik spiller ofte op til hittets stil.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019