Himlen er blaa (1954)

Den succesrige og meget produktive danske dokumentarist, Svend Aage Lorentz, gav sig i 1950'erne to gange i kast med spillefilmsformatet. Første gang med episodefilmen "Himlen er blaa", der ud over længden på 103 minutter ikke har meget til fælles med formatet.

Ingen succes

Filmen blev da heller ikke nogen succes - hvilket uden tvivl skyldes, at publikum slet ikke var forberedt på den episodiske fortællestil, hvor det er stemninger og strøtanker, snarere end en sammenbindende handling, der fører os fremad i forløbet.

En stor opgave

Det er da også en stor opgave, Lorentz har sat sig selv på. Filmen bugner af små og store skuespillernavne, men det er kun et fåtal, der har egentlige biroller - og er i billedet maksimalt fem minutter. Herunder Holger Juul Hansen, Helle Virkner, Hans Kurt og Tove Maës. Paradoksalt nok modtog Maës en Bodil for bedste hovedrolle(!), for en 3-minutters præstation på det jævne.

Idéen tager form

Efter en tung start, hvor filmoplevelsen virkelig er tynget i bund af både springende forvirring og Inge Hviid Møllers teatralske fortællerstemme, begynder Lorentz' idé dog så småt at tage form.

Musikalsk, snarere end kausal

Tilskueren skal lige i stemning, og det samme skal filmen og dens nærved konstante musikunderlægning. Det står klart, at idéen er musikalsk snarere end kausal, og "Himlen er blaa" tager da også form som en - noget moderne - symfoni, der veksler mellem klassisk, jazz og beat.

Ledemotivet er Himlen er blaa

De enkelte "handlingselementer" er således satser, dirigeret af Lorentz, hvor ledemotivet er Himlen er blaa - en replik, der siges flere hundrede gange gennem filmen som et positivt mantra og standardsvar til alle de hverdagssure danskere, der vrissent udbryder et "Pas Dem selv!"

Stiliseret hverdagsgengivelse

Energien i filmen begynder at vokse ud af dokumentaristen Lorentz' erfarent stiliserede hverdagsgengivelse: Kreative og avantgardistiske kameravinklinger med skæve nærbilleder indrammer de mange møder med vidt forskellige mennesker.

Luften renses

Nogle af episoderne rammer det absurde på kornet, mest elegant er Ebba Amfeldts sur-vrissent skulende lillemor, der hellere vil være sur end hilse på sin gæst. Hen imod slutningen præsenteres vi endda for en københavner-prostitueret og hendes alfons, spillet af Lily Broberg og Jørn Jeppesen. Da de to efterhånden skal have renset luften efter et skænderi, kan Broberg slet ikke stoppe sin strøm af ekstatiske Himlen er blaa, og rullegardinet trækkes ned.

Spænder vidt

Børge Roger-Henrichsens musik spænder vidt og er ind imellem præget af det avancerede, hævet langt over almindelig filmmusikalsk standard. Men det er trods filmens musikalske snit alligevel alt for anmassende, at der konstant er underlægning på samtlige episoder filmen igennem.

Enestående tidsbillede

Først og fremmest står "Himlen er blaa" i dag som et enestående dokument på Danmark i 1950'erne. Ikke mindst fordi hele filmen er optaget on location, ofte med vovet placering af kameraer, bl.a. høj fart ad landeveje på motorcykel.