Teströl és lélekröl (2017)

Den 61-årige kvindelige ungarske instruktør Ildikó Enyedi vandt hele fire flotte priser på filmfestivalen i Berlin for denne filmpræstation - inklusive Guldbjørnen. Og man forstår, hvad der har fanget juryen - en universel kærlighedshistorie på alt andet end konventionelle præmisser. Tilmed elegant og indsigtsfuldt skrevet af instrukøren selv.

Smuk, hemmelighedsfuld, tavs

"Teströl és lélekröl" - eller for nemheds skyld fordansket til "Med krop og sjæl" foregår primært på et slagteri i Ungarn (inkluderet i filmoplevelsen er en sekvens med konsekvent ko-slagtning). Her er den sympatiske ældre Endre daglig leder, og han spidser sanser, da den smukke, hemmelighedsfulde, tavse og på alle måder mystiske Mária havner på slagteriet som ekstern kontrollant.

Hvem er denne kvinde?

Hvem er denne kvinde, som de andre gør nar ad, som tilsyneladende er følelsesmæssigt handikappet - og som kan huske de mest outrerede detaljer, fx ordlyden af nummererede sætninger fra fortiden? Endre har i hvert fald ikke tænkt sig at give op i sit kurmageri, og han har selv et handikap, om end fysisk, med en lam venstre arm, der er svær at holde styr på.

Stilfuldt perspektiveret

Filmen er stilfuldt perspektiveret af en række hyper-smukke, sneklædte naturscenerier - en art intermezzi - hvor to hjorte mødes i vinterstilheden i en tilsvarende sublimt afbalanceret lydkulisse, funderet i naturens egne lyde. Disse hjortemøder skal vise sig at have en indirekte rolle i filmens kernehandling.

Nede på jorden

Fortællestilen er generelt fuldstændig nede på jorden. Her er slet ikke noget behov for at vise sig frem - i hvert fald ikke på den brovtende måde. Enyedi har fuld fokus på det nære drama, på den potentielle kærlighed og på de perspektiverende diagnoser og fysiske skavanker, der kan gøre den universelle kærlighed problematisk.

Håbløst forkvaklede sociale handikap

Når scenerne centrerer sig om særligt Márias grundlæggende håbløst forkvaklede sociale handikap, lukker intensitetens kæber sig for alvor - med en konstant overhængende fare for at falde i utroværdighedens skyttegrav med samlede ben. Det lykkes næsten filmen at undgå faldgruberne, men ind imellem kniber det en anelse.

Ægthed og ærlighed

Det er dog ingenlunde problematisk i helheden. Man fryder sig over ægtheden og ærligheden, der stråler i både spil, billeder og - ikke mindst - lyd- og musikbilledet, hvor fravalget af musik er det helt rette.