Secret in Their Eyes (2015)

    Filmen spinder foruroligende bånd mellem fortid og nutid i et mysterium om tab, forræderi og en mors ukuelige vilje til at finde sandheden om en frygtelig forbrydelse.


    SORG & VILJESTYRKE

    Baseret på den Oscar-vindende argentinske film, "El secreto de sus ojos" fra 2009, forsøger Hollywood sig her med en geninspilning, der næppe vil få ret mange fans af den oprindelige film til at klappe vildt af begejstring. I hvert fald er den amerikanske udgave ikke just præget af stor og banebrydende opfindsomhed, og filmen er tilmed i vid udstrækning mekanisk spillet.

     

    Foruroligende spind

    ’Øjnenes hemmelighed’ spinder foruroligende bånd mellem fortid og nutid i et konstant overraskende mysterium om tab, forræderi og en mors ukuelige vilje til at finde sandheden om en frygtelig forbrydelse. Jess Cobb, der er efterforsker for anklagemyndigheden i LA, FBI agenten Ray Kasten og assisterende statsanklager i LA, Claire Sloan er succesrige karriereprofessionelle, håndplukkede til en anti-terror task force i Los Angeles efter 9/11.

     

    Evindelige spring i tid

    Springene imellem for- og nutid foregår på det nærmeste hele tiden, og det er svært helt at blive grebet af det ellers potentielt store, stærke og følelsesladede drama. Overspil finder vi især fra Julia Roberts (i følelsesudbrud), selvom det er svært sjovt at se stjernen med kikset pottefrisure og striksweater i rollen som den svært prøvede Jessica Cobb.

     

    Længe om at komme i gang

    Der går mildt sagt pænt lang tid, før filmen kommer bare tilnærmelsesvis i omdrejninger. Der væves rundt i for- og nutid, en mors sorg og en FBI-agents kamp for at komme på banen i en kriminalsag, der trækker tråde dybt ind i egne rækker. Vi skal over halvvejs ind i filmen, før der bliver lidt mere kontant afregning - og det har filmen brug for.

     

    Mindre roller bedst

    Musikken er ikke en killer i helheden men dog ret dominerende i udvalgte scener. Bedst blandt skuespillerne klarer de mindre roller sig, hvor bl.a. Dean Norris gør en symaptisk figur som den halte Bumpy Willis.

     



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2015, USA, Storbritannien, Spanien, Krimi, Drama, 111 min.

    Dansk titel: Øjnenes hemmelighed
    Instr: Billy Ray Prod: Matt Jackson, Mark Johnson Manus: Billy Ray Baseret på: filmen "El secreto de sus ojos" Foto: Daniel Moder Klip: Jim Page Mus: Emilio Kauderer