Under sandet (2015)

    Umiddelbart efter befrielsen i 1945 ankommer en række helt unge mænd til den jyske vestkyst, hvor de under tvang skal fjerne tyske landminer.


    VESTKYSTMAGI

    Smukt, enkelt og tankevækkende drama, der i Martin Zandvliets nedtonede og velafmålte iscenesættelse udvikler sig til vestkystmagi uden omsvøb.

    En tvungen opgave
    "Under sandet" fortæller den virkelige historie om tiden umiddelbart efter Danmarks befrielse i 1945. Her var det ikke mange danskere, der var venligt stemt over for tyskere, heller ikke de helt unge mænd, der nu stod ved vestkysten på en tvungen opgave om at rydde miner.

    Ekstremt livsfarligt
    I spidsen for et lille hold unge mænd, der nærmere stadig er drenge, står den rå sergent Carl Rasmussen. Han råber ad drengene og behandler dem helt efter tyskerhaderbogen. De får stort set ikke noget at spise, og arbejdet er selvsagt ekstremt livsfarligt.

    Også en slags mennesker..
    Efterhånden bløder Rasmussen en smule op. Drengene er også mennesker. Men var det en fejl af ham at vise medmenneskelighed? Han står i hvert fald alene med de små smil om læberne, og bliver sat på plads af overkommandoen.

    Ingen melodramatisering
    "Under sandet" går til genfortællingen uden ønsker om at melodramatisere. Generelt er filmoplevelsen præget af ærlighed, nærvær og nerve. Selve bestillingen, at rydde miner krybende på maven mod Vesterhavet, er en kilde til klamsved, og et virkningsmiddel der smitter af på tilskueren: effektivt udnyttet af Zandvliet, der ikke lader sig friste af hverken overgjorte billeder eller lyddesign og musik.

    En film i balance
    Det er en film i balance med fokus på de enkelte skæbner og den tid, de er børn eller mænd af. Og en kærkommen dramatisering af en skyggeside i Danmarks historie, som modvægt til helteepos som Hvidstengruppen og 9. april.

    Funklende præstationer
    Roland Møller står meget stærkt som den råbende befalende, der kommer i tvivl, om det er værd at bevare ondskaben. Og flere af drengene præsterer funklende i svært sammensatte roller, hvor skiftevis angsten og håbets glimt står malet i ansigterne.

    Elegant musik
    Sune Martins elegante og anderledes musik optræder i mindre blokke og stjæler ikke billedet fra det centrale og nærværende vesterhavsdrama - og lydbillede - i øvrigt meget flot gengivet af lyddesigner Rasmus Winther Jensen.

    En særlig elegance
    Camilla Hjelm Knudsens fotografering giver "Under sandet" en særlig elegance i kombinationen knivskarpe nærbilleder og upoleret vidtstrakte landskaber.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2015, Danmark, Tyskland, Drama, Historie, Teenagere, Krigsdrama, 100 min.

    Dansk titel: Under sandet
    Instr: Martin Zandvliet Prod: Malte Grunert, Mikael Chr. Rieks Manus: Martin Zandvliet Foto: Camilla Hjelm Klip: Per Sandholt, Molly Marlene Stensgaard Mus: Sune Martin
    Priser
    • AAN - Bedste udenlandske film
    • BD - Bedste film
    • BD - Bedste skuespiller (Møller)
    • BD - Bedste birolleskuespiller (Hofmann)
    • RB - Bedste film
    • RB - Bedste instruktør
    • RB - Bedste manuskript
    • RB - Bedste fotografering
    • RB - Bedste klipning
    • RB - Publikumsprisen
    • RB-N - Bedste skuespiller (Møller)
    • RB-N - Bedste birolleskuespiller (Hofmann)
    • RB-N - Bedste scenografi
    • RB-N - Bedste kostumedesign
    • RB-N - Bedste makeup
    • RB-N - Bedste lyd
    • RB-N - Bedste musik
    • RB-N - Bedste birolleskuespiller (Følsgaard)